Blog Image

pittstop

Intet varer evigt

Efter at have været selvstændig i 3½ år starter jeg job som udviklingskonsulent på Rigshospitalet den 15. august 2008. Jeg glæder mig til at få kollegaer og til igen at manøvrere rundt i en stor organisation.

Fra min tid som selvstændig med pittstop var jeg blogskribent på www.navlestreng.dk, et godt mødested for mødre, som JP/Politiken udbyder. Det samarbejde slutter nu. Derfor lægger jeg mine gamle blogs fra navlestreng over på min egen hjemmeside i håb om, at her måske er noget, der kan inspirere dig.

Måske jeg undervejs vil supplere med nyt om livet tilbage i overhalingsbanen...

Ham derhjemme

Parforhold Posted on Fri, May 01, 2009 12:10:06

Forleden var jeg til pigeaften, hvor vi skulle forberede 1 minuts oplæg. Jeg var heldig at få emnet:

Ham derhjemme

Ham derhjemme er frygtelig pinlig. Han er ikke bleg for at dytte af ukendte på gaden, snakke med ekspedienten, selvom der er 10 i kø foran ham, sluge sin mad i 3 mundfulde og prutte og bøvse med stor tilfredshed foran venner og bekendte.

Ham derhjemme er frygtelig irriterende. Er han træt, sulten, øm eller irriteret på sig selv bliver han både grov og streng. Han går ikke ad vejen for et rask skænderi. Og det generer ham ikke det mindste – skulle det foregå i fuld offentlighed. Ud skal det.

Ham derhjemme er uromantisk. Han kommer sjældent med blomster. Restaurant kommer vi aldrig på. Lange dybe samtaler under dynerne har aldrig fundet sted. Han er elendig til at give massage. Han gider ikke danse, når vi er ude til fest. Og jeg har aldrig fået lov til at sidde på skødet af ham.

Ham der hjemme er frygtelig stædig. Han undviger hårdnakket mine utallige forsøg på at lave om på ham. Insisterer på at være sig selv. Er (næsten) ude for terapeutisk rækkevidde. Ja, jeg siger næsten, for der var da lige det halve år vi gik i parterapi.

Og hvad opdagede jeg der? Jeg opdagede, at

Ham derhjemme er befriende pinlig. Takket være hans aldrig svigtende mod til at udstille sig selv og til at lave fis, får han folk omkring sig til at slappe af. Han får den største stivstikker på slap linie og den bøvede til at føle sig som verdensmand. I hans nærvær slapper man af og får rykket sine pinlighedsgrænser.

Ham derhjemme er befriende irriterende. Hans åbenlyse urimlighed, når han fx er sulten, gør det lovligt for mig at indgå i et raskt skænderi. Tidligere troede jeg at skænderi betød at enden var nær. Men han har lært mig, at vi ikke skændes – nej vi diskuterer. Luften renses – og det er OK at være dybt urimelig. 3 min. efter er det glemt. Ingen nag her.

Ham derhjemme er faktisk romantisk. Jeg mærker hans kærlige blik, når vi er sammen med andre. Han kigger glad og forventningsfuld på mig, når jeg om aftenen klæder mig af. Ved en hver given lejlighed tænder han stearinlys og pejs. Han elsker Rod Stewards lovesongs og fælder en tåre til Love Actually.

Ham derhjemme er heldigvis stædig. Gudskelov han ikke lå under for min ustandselige kritik og de ihærdige forsøg på at lave om på ham. For hvad havde jeg mon så fået i stedet? Nej han er sig selv – og i hans øjne har jeg altid været lige, som jeg skulle være. Og det er nok det, jeg er ham allermest taknemmelig for.



Hvor er du hård ved dig selv, skat..

Parforhold Posted on Tue, August 12, 2008 11:51:03

Det sker med jævne mellemrum. Jeg havner i en bølgedal, hvor jeg er utilfreds med mig selv, hvor jeg kommer til at tvivle på, om jeg nu også kan det jeg vil, eller hvor jeg synes, at andre ser ud til at have meget mere styr på det, end jeg. Ofte falder det sammen med, at jeg lige om lidt skal have menstruation, men det vil jeg dog nødigt indrømme i situationen.

Når jeg så deler mine selvnedsættende frustrationer med min mand, kommer det med lige stor forbløffelse hver gang: ”Hvor er du hård ved dig selv, skat!” Det virker øjeblikkeligt lindrende på mig, for jeg mærker hans oprigtighed og har efterhånden lært at stole mere på hans proportionssans end min.. i hvert fald på en typisk bøljedalsdag.

Ikke fordi min blog altid skal handle om mig, for det kunne jo rage dig kære læser en høstblomst, hvis ikke du kan genkende dig selv – eller din veninde/søster/kollega i det, jeg skriver. Men det tror jeg nu, at der er en chance for, at du kan.

Jeg ser det nemlig igen og igen som parterapeut: Vidunderlige, smukke, følsomme, kloge, sjove, kraftfulde kvinder, der mangler selvværd og modet til at hævde sig selv – mens deres mænd ser til med vantro og frustration. De første par år gør manden, hvad han kan, for at minde kvinden om hendes mange kvaliteter – men i grelle tilfælde kan frustrationen og sorgen over at elske en kvinde, der ikke elsker sig selv, vende til forsømmelse, hån og foragt.

Som en fast ingrediens, hver gang et par kommer hos mig, beder jeg dem om hver især at fortælle, hvad de værdsætter ved hinanden. Den ene fortæller – den anden skal blot lytte og gengive det sagte så ordret som muligt. Manden kigger måske på sin kone med blide, kærlige øjne og siger: ”Jeg elsker, at du for det meste har lavet en kop kaffe til mig om morgenen, og hver dag når jeg kigger på dig, glæder jeg mig over, hvor smuk du er”. Så forsøger konen at gentage: ”Altså, du siger, det er godt, at det er mig, der har ansvaret for kaffen om morgenen. Og – øh – så var der noget med, at jeg godt kan være pæn” – mens hun kigger lidt genert eller mistænkeligt på manden. Der kan gå lang tid, inden kvinden 1. kan gengive det, hendes kæreste sagde, 2. kan se, at han rent faktisk mener det og 3. kan tillade det sagte at synke dybt ind i hende selv.

Det er, som om mange i et kærlighedsforhold siger: Elsk mig – for jeg gør det ikke nok, så jeg har brug for, at du overbeviser mig. Ikke et slogan, der ville sælge mange vaskemaskiner: Køb mig – måske dur jeg – men det er op til dig at bevise det.

Alligevel tror jeg, vi er mange, der er taknemmelige for, at vores elskede tror på os, når vi ikke selv gør det. Men husk nu at lægge mærke til det… Din kærestes opmuntring kan være din vej ud af en selvfordømmende spiral. Men du skal kunne se anerkendelsen, turde tro på den – og tage den helt ind, der hvor det både svier og svulmer … i hjertet.

Katrina



Kritiserer du? Røgsignaler i parforholdet

Parforhold Posted on Tue, August 12, 2008 11:49:51

Når du har lyst til at kritisere din kæreste – se det som røgsignaler fra dit indre om at stoppe op!

Hvis du er en af dem, der ønsker at blive bedre til at lytte til og være tro mod dig selv, så er her et bud på en motorvej dertil – og den går gennem din partner.

Din relation til din partner fortæller nemlig på mange måder noget om din relation til dig selv: Hvad er det, der tiltrækker, og hvad må ikke være der. Hvad længes du efter – og hvad giver du hverken dig selv eller din partner lov til. Bliver du rigtig god til at acceptere din partner, som han er – så er du godt på vej til at give dig selv lov til at være dig. Og du højner også dine chancer for at få en partner, der vil støtte dig i det.

I mange forhold er virkeligheden bare den, at vi låser os fast i uhensigtsmæssige mønstre og reagerer på autopilot. I tilspidsede situationer ender vi med at være en helt anden, end den vi inderst inde har lyst til at være. Vi bliver fanget i vores overlevelsesstrategier. Og når vi er fanget her – er vi ude af stand til at mærke, hvad vi egentlig dybt inde længes efter og har brug for. Vores fokus er rettet udad mod den frustrerende partner. Jeg ved det – jeg har prøvet det selv (og nej, jeg er ikke helt kureret endnu).

Brok, brok og atter brok
Da jeg var allermest ude af balance i mit liv – var jeg allermest tosset på min mand. Jeg havde travlt på jobbet, hvor jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg havde travlt derhjemme med hus og 3 børn, hvor jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg var meget optaget af at leve op til omverdenens forventninger – og endnu mere optaget af at leve op til mine egne forventninger om, hvordan jeg burde være. Og afstanden mellem burde (idealet) og kunne (virkeligheden) var der altid, som en kronisk, nagende murren inde i mig. Utilstrækkeligheden og utilfredsheden var svær for mig at bære alene, så jeg vendte mig imod… ja rigtig gættet: Min mand.

Han – Nils-Erik – var ikke så tosset som mig, så han forstod, at døgnet kun har 24 timer. At det er vigtigt at holde fri. At det er vigtigt at dyrke sport/interesse/hobby. Og at det er vigtigt at vedligeholde sine venskaber. Det provokerede mig voldsomt, for så var jeg jo alene om at holde huset på den standard, jeg nu engang havde sat (læs – høj). Jeg skældte ofte ud over, at jeg tilbragte mange flere timer i husgerning – end han. Samtidig længtes jeg sådan efter nærhed og opmærksomhed fra ham. Men da jeg ikke havde kræfterne til at give ham det – ventede og håbede jeg på, at det ville komme fra ham. Med jævne mellemrum resulterede det i, at jeg eksploderede. I udbruddene fandt jeg på en masse ekstra ting, der irriterede mig ved ham og vores liv sammen – og han fik det hele smidt i hovedet.

Selvfølgelig var jeg ikke helt urimelig – jeg havde ret i mange af mine anklager. Men om han hørte dem? Han havde alt for travlt med at krybe i dækning og undgå at blive smittet af min utilstrækkelighedsfølelse. ”Du brokker dig hele tiden” sagde han. ”Du lytter aldrig og tager mig ikke alvorligt” replicerede jeg. Og så gik vi ensomme og forladte hver til sit og savnede omsorg og en ordentlig snak med vores bedste ven.

Røgsignaler
Vi var heldige – vi fandt vej til en genial imago relations terapeut (Monett Rostock!). På kort tid vendte bøtten. Og noget af det, der blev mest tydeligt for mig, var hvordan jeg blev vred på Nils-Erik, hver gang jeg havde en følelse indeni, som jeg ikke kunne holde ud. Når jeg fx var doven, følte mig svag, sårbar, ligeglad, havde brug for at trække mig, var vred, var træt, var såret, var flov eller på anden måde mærkede antydningen af en følelse, som ikke måtte være der – så fik jeg den lynhurtigt vendt til, at der var noget galt udenfor mig. Øv – bøv. Rabalder og brok. De andre var nogle ufølsomme røvhuller.

Efterhånden har jeg lært at tage utilfredshed, brok og kritik meget alvorligt – men på en helt ny måde. Som røgsignaler. Som tegn på, at der er noget, jeg har brug for. Og at det noget, når det kom til stykket, nok ikke har spor at gøre med indkøb, foldede sokker eller støvsugning. Nej det er nok tid til at tage et break – slappe af – mærke efter – og måske få en god snak med min elskede.

Stop op
Hvis du heller ikke kan se dig fri af at kritisere din partner – så er dagens råd til dig: STOP. Gør det slut nu. Erklær overfor ham at du aldrig mere ønsker at kritisere ham. Og at han, når det glipper, må hjælpe dig til at se det som et signal om, at noget dybere i dig kalder. Så længe du kritiserer, kan du ikke lytte ordentligt efter, hvad det egentlig handler om. STANDS, LYT og MÆRK: Hvad har du egentlig brug for. Læg specielt mærke til, hvad du har lyst til at skubbe væk i dig: Her ligger guldet – de vise sten – det du skal lære at acceptere og stå ved i dig…! For godt nok kan dette til tider være en hård vej – men den er stadig lettere (og bedre) end konstant at forsøge at lave om på dig selv og dine omgivelser.

Kursus i parforhold
Hvis du kan genkende dig selv i dette, så er det måske noget for dig med et kursus i parforhold. I februar og marts afholder jeg 3 inspirationsaftener under overskriften: ”Oplev forårsforelskelsen – med din partner”. Kurset byder på teori, dialogværktøjer og fif til hverdagen med henblik på at nedtrappe konflikter, skabe mere nærhed og intimitet og opnå større selvindsigt og samhørighed. Læs evt. mere på min hjemmeside: www.pittstop.dk.

Katrina