Blog Image

pittstop

Intet varer evigt

Efter at have været selvstændig i 3½ år starter jeg job som udviklingskonsulent på Rigshospitalet den 15. august 2008. Jeg glæder mig til at få kollegaer og til igen at manøvrere rundt i en stor organisation.

Fra min tid som selvstændig med pittstop var jeg blogskribent på www.navlestreng.dk, et godt mødested for mødre, som JP/Politiken udbyder. Det samarbejde slutter nu. Derfor lægger jeg mine gamle blogs fra navlestreng over på min egen hjemmeside i håb om, at her måske er noget, der kan inspirere dig.

Måske jeg undervejs vil supplere med nyt om livet tilbage i overhalingsbanen...

Psykologisk bistand? Hjælp

Psykoterapi Posted on Tue, August 12, 2008 12:14:09

Det var en grænseoverskridende oplevelse, første gang jeg var i psykoterapi… og det har det faktisk været hver gang siden. Jeg har været en del i terapi for at blive klogere på, hvem jeg er, for at finde meningen med mit liv og fordi det var en obligatorisk del af min uddannelse til at blive psykoterapeut.

I det terapeutiske rum skabes der adgang til nyt, ukendt land. Nye tanker, nye sansninger, nye følelser, nye muligheder, kort sagt – ny bevidsthed. I terapi bliver der åbnet op for dele af bevidstheden, der hidtil har ligget hen i det dulgte, skjulte, ukendte, umulige, farlige, utopiske ingenmandsland. Og dermed er terapi i sin essens grænseoverskridende.

Derfor var det også med blandede følelser, at jeg hver gang mødte op til terapi. På den ene side ønskede jeg større forståelse, klarhed og forandring – på den anden side var jeg på vagt overfor terapeutens tolkning og anvisninger – og overfor det sårbare, der lå en den ulige relation: Terapeut – klient. Og selvom jeg i min første terapeut havde fundet en viis kvinde, så var der noget i hendes distance og bedrevidenhed, der gjorde rummet for sårbart og ydmygende for mig. Rummet blev tykt med usagte bekendelser og mudret af min kamp for at holde fast i min integritet og stolthed. Og det blev uærligt, fordi jeg samtidig kom til at gøre, hvad jeg i forvejen var alt for god til: Jeg forsøgte at leve op til hendes billede af mig – og til det billede, jeg ville have, at hun skulle have af mig.

Lyder det kompliceret? Det var det – og det er det også! I psykoterapi foregår der hele tiden en udveksling på flere planer: Imellem klient og terapeut – imellem det sagte og det usagte – og imellem det bevidste og det ubevidste (såvel klientens som terapeutens). Der er mange bolde i luften – nogle bliver grebet – andre falder måske til gulvet.. eller kommer i overført betydning til at hoppe forstyrrende rundt i lokalet.

I længden skal terapi føre til, at den enkelte klient føler større grad af glæde, tilfredshed, selvaccept og handlefrihed. På kort sigt kan terapi dog føre til øget angst, sorg, uro og konflikter. Det sker ikke sjældent undervejs i et terapeutisk forløb, at klienten og/eller hans omgivelser bliver bekymrede for, om det her er godt og kan betale sig.

Psykoterapi er altså hverken enkelt eller ufarligt! Man skal vælge sin terapeut med omhu. Når det er sagt vil jeg tilføje, at mødet med en klog, varm og dygtig psykoterapeut kan skabe store positive omvæltninger i dit liv. Jeg vil hele mit liv stå i taknemmelighedsgæld til en håndfuld vidunderlige terapeuter, der har hjulpet mig mere hjem til mig selv.

Nedenfor har jeg forsøgt at lave en tjekliste for, hvad en god psykoterapeut efter min subjektive mening bør leve op til. De fleste punkter vedrører terapeutens personlighed og etik. Dertil kommer, at det for mange er en jungle at vurdere, om vedkommende har fagligheden i orden. Derfor har jeg nederst ultrakort forsøgt at redegøre for forskellen imellem hhv. psykiatere, psykologer, psykoterapeuter og coaches.

En god terapeut er sympatisk og fokuserer på det positive
Du skal kunne lide din terapeut og mærke, at vedkommende vil dig det godt. Hvis du kan lide din terapeut er der nemlig stor sandsynlighed for, at det er gengældt. Og en terapeut, der kan lide dig – er en terapeut, der kan se dine ressourcer, muligheder, kvaliteter og styrker. Jo mere ressourcefuld, du føler dig – desto bedre grund vil du føle, du har under fødderne. Og med god grund under fødderne følger mod og handlekraft til at skabe de forandringer, du ønsker dig.

Ofte tror vi, at vi skal løse problemerne, før vi kan komme videre. Intet kunne være mere forkert. Det er gennem det positive fokus og opbygningen af vores selvfølelse, at problemerne bliver til at tackle… eller måske ligefrem mister deres betydning. En sidegevinst ved en sympatisk og hjertelig terapeut er, at du nemmere slapper af og giver dig hen til processen. Det sparer både tid og penge.

En god terapeut er varsom med at stille diagnoser og sætte dig i bås
Ordet skaber, hvad det benævner, sagde Grundtvig engang. Og hvor havde han dog ret. I vore relationer har vi hele tiden tilbøjelighed til at sætte hinanden i bås – at definere – at vurdere – at evaluere. Det er ødelæggende for et åbent, levende forhold – det låser os og får os i værste fald til at føle os fremmedgjorte. Selv positive båse som ”du er altid sådan en glad person” er kvælende, fordi de indirekte indeholder en forventning (jeg vil helst have, du er glad) og udelukker en række andre muligheder og kvaliteter (du må ikke være indadvendt eller stille spørgsmål til tingene..).

Vær derfor varsom overfor terapeuten, der fortæller dig, hvem du er, hvad du føler, eller hvad du har brug for. Efter min mening er det magtmisbrug og ødelæggende for din integritet og mulighed for selv at nå frem til dine egne erkendelser. Hvem du er – og hvordan du har det – er noget, I sammen skal undersøge og gå på opdagelse i – og den bedste terapeut er den, der sammen med dig gætter, undrer sig, undersøger, afdækker, hilser velkomment og prøver af. Det er ikke en floskel, at en terapeut skal stræbe efter at være fordomsfri – det er en absolut nødvendighed! Er terapeuten fuld af fordomme klapper klienten i som en østers.

En god terapeut er personlig
I terapiens tidlige dage var den gængse opfattelse, at terapeuten skulle være så neutral og objektiv som muligt. Så ville klientens mønstre og projektioner blive tydeligere for ham selv. I dag anerkender de fleste terapeutiske skoler, at det slet ikke lader sig gøre at stå i relation til et andet menneske uden at have en afgørende indflydelse på den anden – og på det, der foregår i relationen. Begge er subjekter, der ”gør noget” ved hinanden.

Er jeg fx optaget af at vise min autoritet som terapeut (måske fordi jeg føler mig en smule duperet over min klients lange uddannelse eller høje stilling) – kan jeg finde på at understrege mine kompetencer, eller komme med teoretisk udredninger – eller at styre samtalen lidt mere, end jeg ellers ville gøre. Det vil påvirke min klient i retning af fx at føle sig belært, trodsig, konkurrerende eller ved at kede sig.

I den situation ville det være mere ærligt og personligt at sige ”hold da op, jeg kan mærke, at jeg bliver lidt dupperet over alt det, du har nået i dit liv. Jeg får en fornemmelse af, at du er vant til at have styringen. Jeg kan mærke, at jeg skal styre mig selv for ikke at komme til at puste mig lidt op.. Hvordan har du det med, at det her i det terapeutiske rum ofte vil være mig, der har styringen? Kan vi lave en aftale om, at du fortæller mig det, hvis du synes at jeg bestemmer for meget eller for lidt?”

Ofte er det sådan, at det man som terapeut bliver ”ramt af” i relation til en klient, ofte er et dominerende tema andre steder i klientens liv. Og derfor kan det være særdeles frugtbart for klienten, når terapeuten spiller sin ærlige person på banen og åbent fortæller om egne følelser og reaktioner på det, klienten byder ind med. Hvis terapeuten derimod vælger at pakke budskabet ind i ”hypoteser” og ”teorier”, er der fare for, at forholdet bliver skævt, distanceret og uligeværdigt.

For mig er dette – at være personlig som terapeut – det sværeste og mest udfordrende. For det er her, jeg risikerer noget af mig selv – og det er her, jeg kan komme til at lægge noget ansvar over på klienten, som er mit (ex: ”du får mig til at blive irriteret på dig..”). Det er nok også derfor så mange terapeuter foretrækker at gemme sig bag en række teknikker og spørgsmål. Det udvander relationen mellem klient og terapeut – og for mig at se, er det relationen der er hovedingrediensen i terapi. At opnå erfaringer med en anderledes, åben og ærlig relation er at få styrket sin relationskompetence. Og den kan klienten tage med sig ud i den ”virkelige” verden.

En god terapeut er ikke privat
Omvendt tjener det sjældent noget formål, at terapeuten deler ud af sit privatliv. Tvært imod. I terapi er det klientens liv, der er i fokus. Når terapeuten fortæller om sit eget liv og levned tager det opmærksomheden fra klienten, rummet og relationen – og det signalerer en falsk intimitet, der kan forvirre klienten.

En god terapeut er ligeværdig
Kierkegaard sagde en gang, at sand hjælpekunst kræver, at hjælperen ikke er bedrevidende men derimod tager udgangspunkt i den enkeltes ståsted og udsyn. Hver enkelt klient har unikke erfaringer og ressourcer at byde ind med. Gennem livet udvikler vi os, så vi på bedste vis kan beskytte os, overleve og føle tilknytning. Udefra kan det nogle gange se destruktivt eller selvmodsigende ud. Men der er altid en mening med galskaben.

Den ligeværdige terapeut går på opdagelse sammen med dig, finder logikken i dine mønstre, kigger ind til de bagvedliggende motiver, behov og længsler – finder nye veje til at opfylde dem. ”Sammen med dig” er kodeordet, fordi god terapi er teamwork: Terapeuten har sig selv – det terapeutiske rum – generelle erfaringer og psykologisk viden at byde ind med – men hun ved ikke, hvad der er bedst for dig.

En god terapeut afstemmer forventninger og laver en kontrakt med dig
Der er altid noget, der kunne blive bedre – og hvis vi som mennesker ikke passer på, så får hele vores liv karakter af at være et stort, navlepillende, utilstrækkeligt forbedringsprojekt. For mig er god psykoterapi hjælp til selvaccept. Terapi kan hjælpe til at øge tolerancen overfor selvets – og livets mange udfordringer, bump og skønhedspletter.

En god terapeut bruger tid sammen med dig i starten på at opstille mål, afstemme forventninger, aftale fremgangsmåde. Det udgør jeres kontrakt – og jeres kompas for forløbet.

Og når kontrakten er indfriet bør forholdet afsluttes.

En god terapeut har livserfaring – og har selv været i psykoterapi
Som sagt er det terapeutiske rum komplekst – og terapeuten bliver i lige så høj grad påvirket af klienten – som omvendt. Hvis ikke terapeuten gennem livserfaring og psykoterapi har opnået høj grad af selvindsigt, kan relationen imellem klient og terapeut hurtigt udvikle sig til det rene kluddermor. Det er også vigtigt at terapeuten er fintfølende overfor, hvor sårbart og ydmygende terapi kan føles. Uanset, om du søger hjælp hos en psykiater, psykolog, psykoterapeut eller coach vil jeg derfor anbefale, at du finder en med livserfaring, der som en del af sin uddannelse har modtaget en hel del psykoterapi.

I forlængelse heraf følger, at en god terapeut selvfølgelig regelmæssigt modtager kyndig supervision.

Psykiater? Psykolog? Psykoterapeut? Coach? Præst? Klog kone…
Der er stor forskel på den teoretiske balast man har, afhængig af om man er psykiater, psykolog, psykoterapeut, coach … eller sågar præst. En psykiater er en læge, der har specialiseret sig i psykiske sygdomme og som kan supplere samtaler med medicin. En psykolog har en bred universitetsuddannelse indenfor psykologi og mange supplerer heldigvis deres uddannelse med en psykoterapeutisk uddannelse, der indeholder praktisk erfaring. Det psykoterapeutiske marked er broget – og titlen psykoterapeut er ikke beskyttet. Mange psykoterapeutuddannelser stiller dog fornuftige krav til faglig viden og erfaring. Branchen er ved at blive mere gennemsigtig takket være nogle ministerielle certificeringsinitiativer. Og er man medlem af Psykoterapeutforeningen, lever man op til en række vigtige krav. Også coachingbranchen er mudret og undergår i disse år grupperinger, der skal sikre et minimum af standarder og kvalitetskriterier.

Det er selvfølgelig vigtigt at finde hjælp hos et velbegavet og kvalificeret menneske. Men i sidste ende er den afgørende faktor mennesket bag. Med denne blog har jeg forsøgt at skitsere, hvad jeg synes kendetegner en god terapeutisk relation. At relationen er terapeutisk betyder, at den er udviklende. Derfor vil du også kunne finde den med en præst, en bedstefar, en ven eller en kæreste. Vælg med omhu og husk at mærke efter. Kun du har den helt rigtige fornemmelse af, hvem og hvad, der vil være godt for dig.

Kærlig hilsen Katrina



En ven i nød 3: Professionel hjælp

Psykoterapi Posted on Tue, August 12, 2008 12:12:55

Er coaching og terapi en modedille?

Det hænder, at man sidder fast og ikke føler, at man kan komme videre ved egen eller familie/venners hjælp alene. Flere og flere søger i dag professionel hjælp i form af en coach, psykoterapeut eller psykolog. Det kan der være mange forklaringer på:

Noget tyder på, at stadig flere længes efter selvrealisering, nu da de grundlæggende materielle behov er mere end tilfredsstillet hos de fleste af os.

De jobs vi i dag bestrider stiller anderledes høje krav til relationskompetence, selvansvarlighed og disciplin – for vi er online 24/7 og vores faglige færdigheder er uden værdi, hvis ikke de bæres af en lang række positive personlige kompetencer indenfor kommunikation, samarbejde og salg.

Rigdom og kommercialiseringen med sin konstante pirken til vores uopfyldte længsler og utilstrækkelighed i dag presser mange udi et alt for ydrestyret præstationsræs, der forstærker følelser af uro, tomhed, ensomhed og meningsløshed.

Et ekstremt højt informationsniveau med fokus på kriser og katastrofer puster til vores følelse af skyld og meningsløshed – og de mange anvisninger på, hvordan vi burde leve vores liv mht. kost, motion, lykke osv. kan gøre en dagligdag til et uoverkommeligt tjeklisterytteri. Fokus er på handling frem for væren, og skulle man sætte sig ned med en god kop stærk kaffe, er det svært for mange at nyde pga. dårlig samvittighed

Endelig er der sket et delvist nedbrud i normer, regler for god opførsel og retningslinier for, hvordan ”man” lever sit liv. Få generationer tilbage blev livsvisdom givet videre fra bedsteforælder til barnebarn, og det var i høj grad forudbestemt, hvordan ens livs ville forme sig. Den enkelte kunne/måtte hælde sig til, hvad ”man” gjorde, når beslutninger skulle træffes. Friheden var indskrænket – til gengæld hørte man til – og havde en klar identitet og rolle.

I dag er ”man” en atomiseret størrelse – der er så mange måder, ”man” kan vælge at leve sit liv på. Friheden er enorm og skrækindjagende. Behovet for at udvikle en god kontakt med ens inderste væsen og værdier bliver ti-fold større, fordi en højere grad af indre styring kan fungere som anker og kompas i de valg, vi stilles overfor hver eneste dag (og valgene er ubegribeligt mange flere, end de var for en gennemsnitsdansker for blot 30 år siden).
Derfor tror jeg heller ikke, at coaching/terapi er en modedille, men noget, der er kommet for at blive. Dog glæder jeg mig over at fornemme, at der i tiden er en tendens til at søge tilbage til rødderne, fællesskabet, venskaberne, sammenholdet – det nære, ikke materielle. Det er jo især her, meningen med livet findes. Støttende, accepterende nære relationer kan i nogle tilfælde fjerne behovet for individuel terapi.

Hvornår kan det være en idé at søge professionel hjælp?

• Når du gerne vil lære dig selv bedre at kende
• Når du ønsker at bryde negative mønstre, der forhindrer dig i at leve det liv, du ønsker dig
• Når du i vigtige relationer havner i fastlåsthed og destruktivitet
• Ved traumatiserende hændelser som ulykker, fyring, død – eller når gamle traumer bliver re-aktiveret
• Når uro, rastløshed og tomhed forhindrer dig i at slappe af og nyde øjeblikket
• Når du lider under selvfordømmelse, selvudslettelse, selvsaboterende og selvskadende adfærd
• Når du oplever meningsløshed og/eller ensomhed
• Når du har svært ved at styre dine følelser af fx vrede, misundelse eller jalousi
• Når du har svært ved at mærke dine følelser – og din krop
• Når du lider af konstant bekymring, angst, fobier og tvangshandlinger (OCD)
• Når du oplever stor sorg – og måske har svært ved at komme ud af følelsen

Hvilken terapiform?

Der findes rigtig mange forskellige former for terapi. Nogle sigter mod at ændre adfærd (adfærdsterapi), nogle mod, hvordan du opfatter og tænker (kognitiv), nogle mod dine relationer og de systemer, du indgår i (gestalt og systemisk terapi), nogle mod din rygsæk og de prægninger, du har med dig (psykodynamisk), nogle fokuserer på dine ressourcer og dit potentiale (humanistisk), nogle på din krop (som fx bodynamic), nogle på heling af traumer (som fx S.E. terapi), nogle på at styrke dig i at rumme de eksistentielle grundvilkår (meningsløshed, død, isolation og frihed) og så er der de mere spirituelle terapiformer, der sigter mod at styrke kontakten til din sjæl og oprindelige essens. Derudover er der coaching, der typisk retter sig mod den fremtid, du ønsker dig – og giver dig redskaber til at indfri disse ønsker.

For dig, der skal lede i denne jungle, gælder det om at finde den terapiform, der passer til dig. Bliver valgmulighederne for overvældende, så fortvivl ikke. Forskning viser nemlig, at metoden/terapiformen ikke er nær som afgørende for udvikling/heling som KONTAKTEN MELLEM KLIENT OG TERAPEUT. Så brug først og fremmest krudtet på at finde frem til den terapeut, du føler dig mest tiltrukket af – og tryg ved.

I næste blog vil jeg udarbejde en tjekliste, som du kan bruge, hvis du vil sikre dig, at du får fat i den helt rigtige hjælp!!

Katrina



En ven i nød 2: Til den kriseramte

Psykoterapi Posted on Tue, August 12, 2008 11:54:16

Jeg sidder og læser Charlotte Højlunds befriende ærlige blog om at være stresset af sit liv. Jeg genkender de frustrationer og længsler, hun beskriver. Og da jeg når til afsnittet om den kropslige uro og natlige svedeture bliver jeg for alvor mindet om den foreløbigt værste periode af mit liv, hvor jeg som 37 årig troede, jeg var kommet i overgangsalderen. Jeg havde tryk på jobbet, 3 børn og en mand, som jeg ikke var spor nærværende med – og en længsel efter at være en anden, kunne noget andet – og at være et helt andet sted.

At sige, at jeg er fri for stress i dag, ville være løgn. Jeg befinder mig i en stadig stræben efter at få ender til at mødes, fordi jeg gerne vil være der for min familie – har brug for at være alene – og også skal arbejde. Det, der har ændret sig, er, at jeg i dag kender mig selv bedre – og ved hvorfor jeg handler, som jeg gør. Det har hjulpet mig ud af en fastlåst offerrolle, fordi jeg nu ved, at jeg ALTID har et valg.

At være kriseramt kan have så mange årsager – og udmønte sig så forskelligt. Stress er blevet en meget bred betegnelse, der kan rumme alt fra uro og angstanfald til udbrændthed, selvskadende adfærd og depression. Der følger altid kropslige symptomer med, som typisk bliver overset (måske slet ikke mærket?) indtil kroppen for alvor protesterer eller sætter ud.

Er du kriseramt? Føler du, at det er på tide at tage dig selv, dine reaktioner og symptomer alvorligt? Så kan du måske hente inspiration og trøst i nedenstående erfaringer, som jeg har gjort mig.

Problemer er en del af livet
Det glemmer vi. Eller vi vil bare ikke godtage det. ”Du er din egen lykkes smed” og ”du fortjener at være lykkelig” er tidens egocentrerede mantraer, der er med til at sænke vores tolerance overfor modgang. Det er nærmest skamfuldt ikke at være på toppen. Men lykke og velvære er noget, der opleves i glimt og skal tages imod med taknemmelighed. Og imens vi venter på lykken er der et stykke liv, der skal leves, med sure sokker, bekymringer og anemoner i skovbunden.

Føler du dig fastlåst, er du sikkert fanget i dine forestillinger om, hvordan du BURDE være
En krise er ofte tegn på, at ”skjorten” (din gamle identitet) er blevet for stram. Noget presser sig på dybt indefra – og der er ikke plads til det i det liv, du hidtil har skabt for dig selv. Måske har du en kreativ åre, der slet ikke får lov at flyde på arbejdet. Eller du kan ikke længere holde dine sårbare sider tilbage i dit parforhold. Eller du mærker irritation over dit barns selvbevidsthed og showgen, fordi du aldrig fik lov at vise dig som barn. Det kan også være, at du er træt af at leve et ”korrekt” liv, fordi det simpelthen ikke giver dig mulighed for at mærke dig selv – at udfolde dig selv – at være den, du er.

Og hvorfor laver du så ikke bare om på det? Fordi det piller ved din grundlæggende idé om, hvem du BØR være – og hvordan andre forventer at se dig. Fordi det føles farligt at hilse hidtil undertrykte sider velkommen. Din identitet har formet sig igennem dit liv, så du sikrede dig størst mulig tryghed, tilknytning og frihed. At give slip på sin identitet føles derfor som at risikere at miste tilhørsforhold og ståsted. Det er fundamentale kræfter, du er oppe imod i dig – så vær venlig og tålmodig med dig selv og din indre kamp. Og giv dig selv lov til – for en stund – ikke at have alle svarende.

Acceptér, at du har det, som du har det
I livets overgange og kriser føler vi os ofte lammet af tvivl – og samtidig forsøger vi at tvinge os selv til at træffe et valg NU: Skal jeg gå fra ham eller blive? Skal jeg bryde med min familie? Skal vi sælge eller blive boende. Kom nu, kom nu, kom nu videre – træf så det valg, er der en stemme, der messer i dit hoved. Men stop en halv! Giv dig selv helle. Giv dig selv en tænkepause. Giv dig selv ro til at mærke efter. Skriv evt. dine tanker ned. Skab for en stund et laboratorium, hvor du undersøger dine følelser og reaktioner – og hvor du giver dig selv lov til IKKE AT REAGERE, SOM DU PLEJER. Og se hvad der sker. En kløverost tager den tid en kløverost skal tage. Udvikling og forandring kan ikke forceres.

Ræk ud: Del dine frustrationer og bekymringer med tætte venner
Lad være med at gå ud fra, at dine tætte venner kan gætte, hvordan du har det. Du er måske bedre end du tror til at holde facaden. Og de er lige som dig midt i livet, travlt beskæftiget med at få deres ender til at mødes. Fortæl dem, hvordan du har det. Og hvad det er, du kunne tænke dig, fra dem. Det er fx helt OK at frabede sig gode råd og kritik af dine kære. Sig ”jeg har bare brug for, at du lytter til mig, så jeg kan sortere mine tanker, efterhånden som jeg får sagt dem højt” Eller: Vil du komme og se en god tudefilm med mig? Jeg orker ikke at snakke”. Når du har nogen at dele dine frustrationer med, bliver de meget lettere at bære.

SOV!
Ja mit sidste råd i denne omgang er at huske at få sovet. I kriser glemmer vi ofte at sove nok – eller kvaliteten af vores søvn forringes pga. uro og mareridt. Det slider og forstærker krisen. Gå i seng – sørg for at få sovet 8 timer hver nat. Tro mig, det gør underværker. I morgen vil du have mange flere kræfter til at klare det, der i dag synes uoverkommeligt.

Det er mit ønske for dig, at du vil se din krise som en mulighed for at muge ud og invitere godt nyt indenfor i dit liv. Må dit slid føre til øget tillid, ro og livsglæde.

Kærlig hilsen
Katrina



En ven i nød 1: Til pårørende

Psykoterapi Posted on Tue, August 12, 2008 11:53:15

For nyligt var temaet her på navlestreng fødselsdepression. Herunder hvad man kan gøre, når man som nybagt mor bliver overvældet af bekymring, tristhed, træthed og irritation – hvor man troede alt skulle være pludren, puslen og lykkerus. I den forbindelse var der i en kommentar spørgsmål til, hvad man gør som veninde eller pårørende til en kriseramt. Jeg synes, at det er et drøngodt spørgsmål, for det er ikke nemt at se en, man holder af, i nød – og mange venskaber ligger med bugen opad i kølvandet på livskriser, pga. fortielser, misforståede hensyn, urealistiske forventninger og deciderede svigt.

For mig at se er det værste, der kan ske, at vi ikke foretager os noget, når vi har på fornemmelsen, at vores veninde er i krise. For den pågældende kan det være næsten umuligt at sige højt, for det kan føles sårbart og utjekket – og derudover kan konsekvenserne af at nævne problemerne ved navn og bede om hjælp føles helt uoverskuelige.

Omvendt er en livskrise en fantastisk chance for at opdage nye sider af os selv, at være ærlige og turde se tingene, som de virkelig er. En krise sprænger rammer og identitet – og indeholder dermed muligheder for udvikling og nyskabelse. Og i den forbindelse har vi også en unik chance for at udbygge og styrke vore nære relationer.

De venner, der både kan være der for os i medgang og i modgang, bliver vores vidner i livets gang. De er med til at skabe følelsen af kontinuitet og samhørighed – og af at der er en dybere mening med det hele.

Så her vil jeg vove det ene øje og give nogle bud på, hvad du kan gøre, når du oplever, at en der står dig nær, er i krise. Jeg skriver ”veninde” – men der kunne lige så vel stå ”ven”, ”kæreste”, ”søster”, ”bror” osv.

Undgå at gøre problemet hverken større eller mindre, end det er
Hvis du synes, at din veninde over- eller underdriver problemet – er det så i virkeligheden, fordi du har ønsker på hendes vegne (ex. at hun skal forlade sin fyr – eller at det ville være nemmere hvis problemet ikke var så stort, fordi du lige nu ikke har tid/kræfter til at hjælpe)?

Vid, at du ikke kan/skal løse problemerne for din veninde
Måske din rolle i stedet er at hjælpe med at konkretisere udfordringerne, ved at gå bagom det konkrete: Hvad handler det mon om? Hvilke følelser og behov er i klemme? Hvad har hun i virkeligheden brug for/lyst til? Hvad forsøger hun at undgå? Hvad frygter hun? Jo klogere du kan hjælpe hende med at blive – desto bedre et grundlag kan hun træffe sine beslutninger på.

Giv hende lov til at have det, som hun har det
Ofte kan det være svært at bære, at andre er kede af det, bange, vrede osv. Så vi kommer med forfejlede opmuntringer som: ”Op med humøret”, ”du skal se, inden længe vil du kigge tilbage og le af det her” eller ”intet er så galt, at det ikke er godt for noget”. Det kan hun ikke bruge til noget. Sandsynligvis vil det blot få hende til at føle sig (endnu mere) alene med sine følelser – og måske også forkert. Prøv i stedet at se, om du kan genkende og forstå hendes følelser og reaktioner – og del det med hende.

Lov ikke mere, end du kan holde
En ven i nød er som oftest opslugt af sine egne problemer – for nogle’s vedkommende i en grad, så de føler sig som handlingslammede ofre. Og med ofre følger reddere og krænkere. Først kommer vi galopperende til undsætning – efter et stykke tid får vi brug for at tanke op – og får vi ikke offerets velsignelse, kan vores storsind og velvilje vendes til vrede og forurettelse over hendes selvoptagethed og utaknemmelighed. Vi går fra at være reddere til at være krænkere. Men altså… en krise kan vare meget længe – så sørg for ikke at love mere, end du kan holde. Og når det er nødvendigt for dig – så sig fra med god samvittighed uden at forlange forståelse i den anden ende.. den kommer måske først senere.

Praktisk hjælp – en gave
I krise kan det være uoverkommeligt at klare dagligdagens forpligtelser – og ofte støder ekstraordinære situationer til, der kalder på en hjælpende hånd. En gryde med suppe, barnepasning, støvsugning, reparationer, ommøblering osv. kan have langt større værdi end samtaler. Især, når ordene for en stund er sluppet op og tiden skal gøre sit arbejde. Vent ikke på, at din veninde spørger om hjælp. Her må du gætte dig frem.

… Vi er alle midt i livet – har hver vores at slås med. Dette er ikke en opfordring til at finde din indre Florence Nightingale frem. I krisesituationer bliver det klart for os, at vi ikke har så mange veninder endda. Af den simple grund, at det ikke lader sig gøre sådan rigtigt at være noget for mere end en håndfuld (hvis vi er heldige). Hjælp i det omfang du kan, uden at det gør dig selvretfærdig eller ude af stand til at tage ordentligt vare på dig selv og din familie. Og glæd dig over, at du kan gøre en forskel.

Katrina



Overvejelser om coaching og psykoterapi

Psykoterapi Posted on Tue, August 12, 2008 11:52:10

Det er blevet legitimt at søge hjælp og inspiration til ens trivsel og udvikling hos psykologer, psykoterapeuter, coaches, præster, spirituelle vejledere, healere og lignende. Det er ikke mange år siden, at det at gå til psykolog af mange blev forbundet med at have en skrue løs eller dårlige nerver – et svaghedstegn og farligt og mystisk. Nu er det dubiøse præg forsvundet – og selv langt ind i direktionsgangene er det i dag tegn på styrke og forandringsvillighed at have en coach eller HR guru at betro sig til. Hvor er det herligt, at så mange på denne måde får styrket deres selvindsigt, indlevelsesevne og kommunikationsfærdigheder.

For mange bliver det terapeutiske rum stedet, hvor de for alvor tør slippe paraderne og facaden og opleve velsignelsen ved at blive lyttet til, genkendt og forstået. Nærværet kan nogle gange emme af en intimitet, fred, livfuldhed og inderlighed, så det er en fryd. Er det ikke godt?? Jeg vil sige, det kommer an på så meget. Bl.a. gør jeg mig for tiden følgende tanker:

Kommer terapeuten til at overtage familie og venners rolle og ansvar?
Vi har alle perioder i vores liv præget af krise, rådvildhed og sorg pga. begivenheder, der bringer os ud i kaos – eller fordi vi har brug for at re-orientere os i vores liv og relationer. Og det kan være bekymrende og belastende for familie og venner, der selv er midt i livet. Med det stadigt voksende udbud af terapeuter i alle afskygninger, kan der være en tilbøjelighed til venner og familie ”skubber” den kriseramte i armene på en terapeut. Når det sker på bekostning af ekstra omsorg, hjælp og tolerance fra netværket – så skubber vi i virkeligheden hinanden udi ensomhed og meningsløshed.

Bliver terapeuten brugt som ”vaskekone”, så det udadtil kan se perfekt ud?
Den anden side af samme mønt er, at mange har et mere intimt forhold til deres terapeut, end de nogensinde får til deres partner eller veninde. Frygten for at falde igennem ved at vise noget af sig selv (”lugte af sved”, som Thomas Blackman fra X-factor ville kalde det) kan friste nogen til at nøjes med at udstille sit ”beskidte vasketøj” for terapeuten – mens omgangskredsen må nøjes med det rene. På den måde kan behandlersamfundet fungere som en skyggeverden, der forhindrer os i at være ærlige og autentiske med hinanden. Måske tidens politiske korrekthed og intolerans overfor udstødte subkulturer netop er et billede på dette??

Bliver klienten fastholdt i en afhængig relation til terapeuten?
For de fleste af os er det at gå i terapi forbundet med sårbarhed og ydmyghed over ikke selv at kunne klare det – og store forventninger til terapeuten om at kunne gennemskue og vejlede igennem krisen/udviklingen. Det giver en enorm potentiel magt til terapeuten og stiller store krav til dennes etik, grænser, selvindsigt og proportionssans. For mig er det gode terapeutiske forhold kendetegnet ved ligeværd og åbenhed fra begge parter, så klientens integritet og handlekraft hele tiden styrkes, og forholdet har en ende. Men for nogle kan det at gå i terapi sammenlignes med et vedligeholdende fix, der måske hellere skulle hentes blandt jævnbyrdige nære venner, familie og kærester.

Har klienten svært ved at overføre nye indsigter til ”det virkelige liv”?
Det terapeutiske rum kan være det første sted man for alvor oplever et befriende og livsbekræftende autentisk, levende nærvær. Kunsten er at overføre de nye erfaringer til ”det virkelige liv” – i de nære relationer. Det er noget, der kan tage rigtig lang tid, bl.a. pga. ovenstående barrierer. En af de vigtigste pejlemærker på, om terapi har båret frugt, må være et kvalitetsløft i samværet med dem, der betyder noget for dig.

I de kommende blogs har jeg tænkt mig at opfordre til ”veninde- og partnerterapi” og give opskrifter på, hvordan man kan styrke det autentiske nærvær uden terapeutisk indblanding. Jeg vil også give en tjekliste, som du kan bruge til at finde den helt rigtige terapeut for dig, hvis du er på udkig. Derfor hører jeg meget gerne dine tanker om og spørgsmål til det, jeg her har skrevet… jeg håber, at du vil blogge med mig.

Katrina