Blog Image

pittstop

Intet varer evigt

Efter at have været selvstændig i 3½ år starter jeg job som udviklingskonsulent på Rigshospitalet den 15. august 2008. Jeg glæder mig til at få kollegaer og til igen at manøvrere rundt i en stor organisation.

Fra min tid som selvstændig med pittstop var jeg blogskribent på www.navlestreng.dk, et godt mødested for mødre, som JP/Politiken udbyder. Det samarbejde slutter nu. Derfor lægger jeg mine gamle blogs fra navlestreng over på min egen hjemmeside i håb om, at her måske er noget, der kan inspirere dig.

Måske jeg undervejs vil supplere med nyt om livet tilbage i overhalingsbanen...

Tør ikke lade være med at stole på mine børn

Livet leves forlæns Posted on Tue, August 12, 2008 11:55:10

Jeg har været meget påvirket af Jakobs forsvinden: 18 år gammel og pludselig som sunket i jorden. Jeg kan virkelig leve mig ind i, hvor frygteligt det må være for familien. Og jeg har med knuget hjerte fulgt Jakobs mor, når hun i fjernsyn og aviser appellerede til befolkningen om at skaffe informationer om Jakobs færden..

Jeg tror, jeg ville have gjort det samme. Jeg har nemlig selv en dreng – Joakim – der bliver 18 til sommer. Han går på nabogymnasiet i samme kommune som Jakob, og når han fredag aften går i byen, tager han til selv samme Elektriske Hjørne, hvor Jakob sidst er set i live. Det er lidt for tæt på, til at jeg kan lulle mig ind i en komfort zone og sige ”det kunne ikke ske for os”. Tvært imod.

Nu fandt de så liget af Jakob i går – flydende i havnekanalen. Gud ske lov uden tegn på forbrydelse, hvilket må være en trøst midt i familiens sorg.

Samme eftermiddag fortæller Joakim så glad, at eleverne på hans gymnasium har fri fredag, fordi lærerne skal på studietur. Så han skal mødes med klassen i byen om aftenen. Jeg tager mig selv i at tjekke mere ud, end jeg plejer: Hvem er det med? Hvor skal I mødes? Men jeg standser mig selv i at stramme op på aftalerne.. ikke noget med at forlange tidspunkt at være hjemme på. Blot spørger jeg: ”Vil du ikke nok love mig, at du altid følges med nogen, når du skal hjem?” ”Jo mor. Det har vi allerede aftalt.. det er derfor jeg nogen gange kommer hjem meget senere, end jeg egentlig orker – fordi jeg venter på mine venner.” Nå ja, pyha.

Hvordan lærer vi vores børn at stole på andre? Hvordan giver vi dem troen på, at livet er smukt og menneskene gode? Hvordan undgår vi at spolere deres umiddelbare evne til at række ud? Og hvordan styrker vi dem i at turde risikere – og udholde – og tage ansvaret for deres egne handlinger?

Det kræver en mor, der ikke pakker ind i vat. En mor, der respekterer barnets privatliv og ikke kræver udførlige rapporter om snart sagt alt. En far, der med en støttende hånd i ryggen siger: ”kom nu”, ”prøv det bare”, ”jeg ved at du kan”, ”det er ikke så farligt”, ”vi siger det ikke til mor..”. Og forældre som efterfølgende kan tage barnet op på skødet og trøste det, når verden derude alligevel bliver for overvældende.

Barnets alder er underordnet: Hvis ikke du viser ham tillid – med al tydelighed viser, at du stoler på hans evne til at tage vare på sig selv – uanset om det er i køkkenet med den 2-årige, skolegården med den 8-årige eller i byen med den 17-årige. Hvordan skal han så nogensinde lære at stole på sig selv??

Selvom det er næsten umuligt, så nægter jeg at ligge under for frygten. Der er så meget at være bange for. Det har der såmænd altid været. Men det mest skræmmende i dag er efter min mening den udpensling og opblæsning af farer og ulykker, der foregår især i medierne. Jeg mærker kroppens uro og hjertets sammentrækning, hver gang jeg dvæler for længe ved mistænksomhed og bange følelser. Hvis jeg tænker på alt det, der kan ske mine vidunderlige børn. Jeg ser hvor klæbrig og kontrollerende, det gør mig. Og jeg noterer mig, at mine børn bliver ængstelig og trodsige af det. Nej – så hellere skubbe tankerne til side. Fokusere på det positive.

Jeg kan høre dig tænke: Ja, men man skal da ikke være tordnende naiv! og børnene skal da forberedes på de farer, der er derude, så de kan beskytte sig bedst muligt. Måske! svarer jeg. Min største bekymring er dog, at vi undervejs med al vores bekymren og beskytten aflærer børnene evnen til at turde leve og elske, til at stole på deres medmennesker og ikke mindst dem selv.

Og fy for pokker – hvad er det så for en verden, vi er med til at skabe??

Katrina



Nytårsfortsæt eller..

Livet leves forlæns Posted on Tue, August 12, 2008 11:42:26

Vi er lige trådt ind i et helt nyt jomfrueligt år. 2008 ligger for vore fødder – klar til at blive indtaget og oplevet. Jeg har altid elsket januar – den askese, ro, eftertænksomhed og arbejdsomhed, der følger efter tossede decembers udskejelser. I december er det, som om alt det, der er, forstørres tifold. Længsler og savn kommer op til overfladen sammen med uløste konflikter og fortrængte følelser. Begrænsninger bliver tydelige. Hvad der er blevet holdt nede i 11 måneder – bryder ud i lys lue.

Men ud af disse vulkaniske kræfter vokser også trangen til at få de umulige ender til at mødes. Jeg forundres hvert år over, hvor meget folk når henover julen. Familiemedlemmer, venskaber og gode gerninger bliver husket og værdsat. Og hold op – hvor bliver der hentet frem, pakket ind, pakket ud og pakket ned igen på rekordtid.

Er det ikke dejligt, at julens trængsel og alarm er overstået? Jeg tror december måned skal være lige nøjagtig så tosset og krævende, at den kan fungere som et snap-shot over vores liv, som det er lige nu! Det bliver påtrængende at gøre status, og dermed har vi en kærkommen lejlighed til at rydde lidt op, muge ud, byde noget nyt velkommen.

Nytårsforsæt – et tegn på utilfredshed
I mange år var min liste over nytårsforsæt alt for lang. Den afspejlede at mit liv var et stort projekt, at jeg konstant var på vej og langt fra i mål, at rigtig meget i mig – og mit liv – ikke var godt nok. Jeg var nok ”lost in transition” som Anne Skare Nielsen (fremtidsforsker i Future Navigator) så genialt beskriver det i sin kronik i Berlingske den 25. december (www.berlingske.dk/article/20071225/kronikker/71225027/): ”Når man er lost in transition er man hele tiden på jagt efter noget bedre”.

I formiddags lå jeg så og udvekslede nytårsforsæt med min Nils-Erik. Han havde som sædvanligt ikke nogen (har altid været irriterende god til at leve i nuet) – så det nye var, at jeg til min store glæde mærkede, at der ikke var så meget, der trængte sig på. Selvom kiloene ved Gud ikke er blevet færre og humørsvingningerne ditto, så fylder utilfredsheden og rastløsheden åbenbart mindre i år. Det vil jeg nyde, så længe det varer – og vente med at sætte mål for 2008.

Accept eller forandring
Jeg ved godt, at jeg taler med 2 tunger, når jeg på den ene side opfordrer til nytårsstatus og eftertænksomhed og på den anden side ville ønske for os alle, at vi kunne sænke ambitionsniveauet for vores liv bare en anelse. Men er det ikke livskunst: At lære at acceptere og værdsætte det liv, vi har – eller gå mere viljefast til værks med at ændre det, vi ikke længere vil leve med? Den slatne, lunkne konstante utilfredshed, selvbebrejdelse og modvilje kvæler evnen til at se dagligdagens mange mirakler og muligheder.

Så uanset om du er en af dem, der står overfor skelsættende forandringer i dit liv eller om dine forandringer består i, at du anerkender, at du faktisk er tæt på at leve det liv, der passer til dig – så ønsker jeg dig et rigtig godt og meningsfuldt 2008!

Katrina



Julens betalingsbalance

Livet leves forlæns Posted on Tue, August 12, 2008 11:41:41

Når vi her i december løber rundt for at få købt alle gaverne – og senere overvældes af mængden under træet – for til sidst at opleve gaverne blive revet ud af deres indpakning og skyndsomt blive sat til side for de næste – kan gaveræset føles underligt tomt og overflødigt. MEN: det at give og det at modtage er af essentiel betydning for vores lykke. I denne blog vil jeg forsøge at inspirere dig til at se på julegaveræset med nye øjne – ved at beskrive 2 grundlæggende ligninger i menneskers udveksling, der kan bruges til at værdisætte dine relationer.

At give og at modtage: Er der balance og omsætning?
Den ene ligning handler om balance og omsætning:

At kunne give – og at tage imod – afspejler vores interaktion med omverdenen og vores evne til at skabe flow og føle tilfredshed. Hvordan vi har det med gaver i juletiden kan altså være et billede på vores relationelle ”betalingsbalance”. Tommelfingerreglen er: Jo større balance (imellem det, vi giver, og det vi får) – og jo større omsætning (hyppig udveksling – gaver, der betyder noget) – desto større lykke og kærlighed.

Når vi giver, føler vi os skyldfrie – og berettigede. Vi skylder ikke – men har måske tværtimod sat noget ind på en andens konto, som vi håber på at kunne trække på en anden gang. At være giveren betyder altså at være den overlegne, og hvis ikke modtageren over tid har mulighed for at give igen, kommer der en ubalance i forholdet, der gør modtageren ufri og mindreværdig.

”Lav omsætning” finder du hos den, der frabeder sig gaver og tjenester: Jeg skylder ikke dig noget – og du skylder ikke mig noget. Hensigten er at slippe for skyld og mindreværd. Konsekvensen er en slags relationel smalkost, hvor jeg ikke ønsker det, du har at give – og du ikke får det, jeg har at give.

Værdsætter du det, du får?
Den anden ligning handler om at værdisætte gaverne.

Selvværd ikke er noget, vi kan give hinanden (eller vores børn). Selvværd bygges op af det, vi selv giver – ikke af det, vi får.

Selvværdet hænger sammen med følelsen af at have betydning og værdi for andre. Og især bliver selvværdet styrket, hvis jeg føler, at lige præcis den jeg er – og det jeg har at give – har værdi for dig.

Hvis jeg derimod føler, at jeg må lave om på mig selv, for at gøre dig glad – ja så er det jo ikke det, jeg dybest set har at byde på, der tæller hos dig. Og jeg vil komme til at føle mig mindre værd.

Som modtager gengælder du altså en gave gennem din værdsættelse af den intention og det offer, der ligger bag gaven. Og her skal gave forstås meget bredt – som giverens hjælpsomhed, indsats, opmærksomhed, indlevelse, anstrengelse, tid osv.

Hvad betyder ligningerne i praksis?
Det lyder måske lidt tørt og teoretisk, men for mig betyder ligningerne i praksis:

• Vær ikke fedtet med dig selv. Jo mere du giver, desto større flow. I det lange løb får du det, du giver, igen.. så giv løs

• Vær ikke bange for at modtage en gave fra den, der betyder noget for dig. Når du tager imod med ægte glæde og taknemmelighed, så fortæller du samtidig giveren, at du sætter pris på ham

Så når du juleaften åbner hjemmelavede gaver, undertøj i forkert størrelse, strikkede sweatre i gyselige farver, så kig efter den gode intention, der ligger bag og sæt pris på, at giveren ved at sætte sit personlige præg på gaven, ønsker at være noget særligt for dig.

Betyder det, at du skal finde dig i hvad som helst – tage imod noget, der nedbryder din værdighed og binder dig til en, du ønsker dig fri af? NEJ DA. Men det må vi skrives mere ved om en anden gang.

Med ønsket om en rigtig glædelig jul
Katrina

Hvis du bliver nysgerrig efter at vide mere om mere om ”betalingsbalancen” – så læs evt. ”Kærlighedens skjulte symmetri” af Bert Hellinger, der også har en informativ hjemmeside på engelsk.

Og så er Jesper Juuls ”Dit kompetente barn” et must for alle forældre, der ønsker selvværd for deres børn.

Katrina



Jul med vitaminer

Livet leves forlæns Posted on Tue, August 12, 2008 11:40:30

Jeg var så heldig at slippe for den årlige tur til Tivoli denne sommer, vi nåede det ligesom aldrig. Men så så Karla (min yngste på 8) en reklame for jul i Tivoli. Og da hun jo var blevet narret denne sommer, havde jeg svært ved at modstå hendes bøn (læs hundeøjne, tiggen og insisteren). Så i fredags drog vi af sted, sammen med mormor og fætter Otto på 5. Jeg glædede mig egentlig – til den smukke juleudsmykning, nisselandskabet, de hyggelige små butikker og de lune sprøde spanskrør med syltetøj. Og til at være sammen med børnene og min mor.

Men Tivoli har udvidet, og man kan i år stort set prøve alle forlystelser. Så det endte med turpas til Otto og Karla. Det blev til et ræs rundt i parken for at finde forlystelser, der ikke var for kedelige for Karla – eller for farlige for Otto. Et hav af ekstra billetter, købt undervejs i automater af svingende samarbejdsvillighed, så jeg kunne akkompagnere Otto. Og 4 timer senere tog vi hjem – kolde og våde (støvregn hele dagen) med en utilfreds Karla, der ville have mere. Vi nåede slet ikke ind i butikkerne.

Tivoli er for mig et godt billede på, hvad julen er mere end nogensinde: Et overvældende overkill af tilbud, muligheder, forventninger, udgifter, umættelighed og med stor fare for utilfredshed og udmattelse. For 10 år siden var jul i Tivoli et hyggeligt, overskueligt julemarked. Nu er det forvandlet til et mørkt og koldt forlystelsestyrani… i hvert fald, hvis man har børn med.

Aldrig har der været flere muligheder, flere penge, flere initiativer til hygge – uanset om det er i skolen (morgenklippeklistrepakkelegshygge), fritidshjemmet (luciaoptog), med klassen (veterantogsjuletræslørdag), til håndbold (2 arrangementer i år: nissebold og juleafslutning). Her skal forældrene selvfølgelig være med.. og medbringe en lille gave. Dertil kommer alle de tilbud, som skole/fritidsordningen tilbyder hver dag i december. Læg oveni de voksnes julefrokoster og gløggarrangementer, gaveindkøb, oppyntning, bagning og klargøring til juleaften. Sammen med ekstra arbejde på rigtig mange arbejdspladser. Og du har opskriften på stress, propmæthed, uro og udmattelse.

I dag er den største kunst som forældre at sikre, at børnene ikke segner i overstimulering og sukkerchok. Kunsten er at kunne skabe nogle rolige, trygge, nærværende rammer for børnene, så de kan fordøje og mærke de gode intentioner, der ligger bag julerierne. Uden afgrænsning vil de være for trætte og opkørte til at absorbere de vitaminer, der kan være i julen i form af glæde, hygge, næstekærlighed, nydelse, ro, nærvær og skønhed.

Det kræver mod at sige NEJ til et kæmpepres udefra!!! At downsize julen til noget overkommeligt, så den gode stemning kan få rum at brede sig i. Jeg hører rigtig gerne dit bud på, hvordan I skaber jul med vitaminer i? For det vil være decembertemaet i min blogg.

Katrina