Blog Image

pittstop

Intet varer evigt

Efter at have været selvstændig i 3½ år starter jeg job som udviklingskonsulent på Rigshospitalet den 15. august 2008. Jeg glæder mig til at få kollegaer og til igen at manøvrere rundt i en stor organisation.

Fra min tid som selvstændig med pittstop var jeg blogskribent på www.navlestreng.dk, et godt mødested for mødre, som JP/Politiken udbyder. Det samarbejde slutter nu. Derfor lægger jeg mine gamle blogs fra navlestreng over på min egen hjemmeside i håb om, at her måske er noget, der kan inspirere dig.

Måske jeg undervejs vil supplere med nyt om livet tilbage i overhalingsbanen...

Tilbage i overhalingsbanen

Work-life balance Posted on Thu, September 11, 2008 21:25:49

Intet varer evigt. Heldigvis – og desværre.

Efter nogle spændende år som parterapeut og familierådgiver, hvor der var god tid til familie og fritid – er jeg tilbage i fast job som organisationsudviklingskonsulent på Rigshospitalet. Jubi – jeg har fået kollegaer, spændende arbejdsplads, fast arbejde og fast løn. Øv, jeg må skrue ned for rollen som terapeut – og min og familiens frihed er indskrænket gevaldigt.

Da jeg i 1993 tog min kandidateksamen på Handelshøjskolen i København, tilhørte jeg en eksklusiv skare af ambitiøse karrierefræsere. Vi var en gruppe af mappedrenge og perlekædepiger, der troede, at vi skulle ud og fortælle lederne, hvordan de skulle drive og sælge deres virksomheder. Avs. Hvor vi kom til at stå alene i vores tordnende naivitet, da vi først kom ud i virkeligheden. Vi var mange, der lærte at spise brød til og stikke piben ind. Efter mange år i overhalingsbanen endte jeg for en stund med at holde orlov, tage en ny uddannelse til psykoterapeut – og at forsøge mig som selvstændig.

Efter således at have været ude af ”orbit” i 5 år og så komme tilbage på det ”almindelige” arbejdsmarked, slår det mig: Hvor er der dog sket meget derude i det pulserende arbejdsliv!! Mens jeg har været væk, ser det ud til, at alle – ALLE – har fået sig en karriere fuld af ambitioner og mål og overarbejde. Og oveni hatten har de overført deres timemanager og ”konsulent-coach-tankegang” til privatsfæren. Hvad der ikke kan proppes ind af ”kvalitetstid”, legegrupper, forældrefester, marathonløbforberedelser, eksotiske rejser, master-efteruddannelser, vejfester, netværksgrupper, middagsselskaber og svømme/fodboldtræning – er ikke værd at nævne. Den danske familie er blevet til superambitiøse konsulenter i deres eget liv.

Og her er det så, at min egen selvopfattelse krakelerer. Jeg gik og troede, at jeg var særligt ambitiøs og stræbsom – og havde lært mig nogle ydmyge tricks for ikke at intimidere mine kollegaer for meget – altså der tilbage i 90’erne. Og nu opdager jeg, at overhalingsbanen er blevet endog overordentligt ”crowded”. Alle har vi travlt. Alle er vi veluddannede. Alle har vi ambitioner – på vores egne vegne – men også på vores børns, mands, hunds, kollegaers, forældres, pædagogers/skolelæreres og ikke mindst lederes vegne.

Standarderne og normerne for, hvad vi skal kunne klare – og finde os i (mht. forandringer, krav til livsstil, arbejdsmængde og informationsbombardement) er skyhøje – og fortsat eksponentielt stigende. Hvor blev deltidsjobbende af? Og familiepolitiken? Næ nej, international konkurrence – pas på kineserne, russerne og inderne – af sted af sted. Ellers risikerer vi at blive overhalet… En præmis de fleste af os køber. Og resultatet: Der er næsten ikke nogen tilbage i den højre kørebane – det inderste spor. Nej – det er overhaling… eller krybesporet!!

I krybesporet finder vi de stressramte. Dem, der står af. Dem, der aldrig kunne komme op i rette fart. Og fartforskellen – skellet – bliver stadigt større.

Hvor er jeg selv nu? Det må tiden vise. Altså hvor meget, jeg kan holde til. Jeg skal passe på – og holde nøje øje med familien. De mærker nemlig før mig, om jeg kan følge med. Når det begynder at blive for meget skælder jeg ud, mister humøret, mister min humoristiske sans – herunder evnen til at grine bare lidt af mig selv. Jeg bliver martyr. Kommer for sent i seng. Glemmer at kysse på – og elske med min mand. Og bliver en anelse irriteret, når min søster/veninde/mor pludselig ringer for en hyggesludder… Og så er der kroppen. Den kender mig også bedre, end jeg kender mig selv. Når rovdriften rigtig sætter ind ved jeg, at jeg skal holde øje med: træthed, uro, sved, brændende mave, ondt i ryggen, klump i halsen, kløe i øjnene, hævede ben og for stor appetit.

Derfor – kære læser – holder jeg pause som skribent for navlestreng. I mit nye liv som fuldtids ansat må jeg passe på mig selv og min familie. Det kræver fravalg – noget en yuppie som mig hader. Men heldigvis har jeg også et indre dovendyr..

Jeg tænker også på, hvordan det er for dig? Skal du snart ud på arbejdsmarkedet igen efter barsel? Eller knokler du med at få enderne til at mødes mellem job og familie?

Min drøm er, at vi kvinder en dag kunne love hinanden at holde op med at konkurrere og sammenligne os med hinanden. Vi kan da for helvede ikke blive ved med at sætte farten op – eller stå helt af?



Work-life balance: Hvad balancerer du imellem?

Work-life balance Posted on Tue, August 12, 2008 11:47:25

Jeg forestiller mig, at den røde tråd i mine blogs skal være at give inspiration til at skabe mere balance i vores liv. Som forældre med job – og sandsynligvis også med ægtefælde i job – har de flest af os meget om ørerne. Og vil vi være tilfredse med vores tilværelse, bliver balance og prioritering kodeord. Men balance mellem hvad – og prioritering af hvad?

Begrebet work-life balance vinder indpas i disse år – og bliver af mange opfattet som: Hvordan får vi skabt balance mellem arbejds – og privatliv. Som om mindre stressende arbejdsforhold ville give os mere ro og tilfredshed! I dag læste jeg i Metro X-pressen (11-1-07) at det er stærkt overdrevet, når arbejdet får skylden for befolkningens høje stressniveau. Et projekt i Horsens Kommune viser, at det oftere er private forhold, der er skyld i, at danskere føler sig pressede i hverdagen. Og det forstår jeg godt!!

Jagten på det perfekte liv har gjort privatlivet mindst lige så som stressbetonet som arbejdslivet
Samtidig med, at min ældste søn gjorde klar til at gå fra folkeskole- til gymnasieelev, startede vores yngste datter på samme skole for 2½ år siden. Og hold da op – der var sket meget på 10 år. ”Kravene” til forældrene (og lærerne og børnene) er mangedoblet. Nu er der fx ikke tale om årlige sociale arrangementer, for at sikre, at forældrene ikke er helt fremmede for hinanden. Nej der er madklubber, legegrupper, far/søn arrangementer, forældrefester osv. på månedlig basis.

I det hele taget er ambitionsniveau og kompleksitet i familielivet skudt i vejret: Hvor vi for 10 år siden var stolte over at deltage i Alt for Damernes løb – træner vi i dag til maraton. Hvor vi før gik til croqui tegning gennem HOF, så er det nu MBA og IT-certificerende uddannelser, der suger vores tid. Hvor vi før gik uden om fedt i januar – så tjekker vi i dag kulhydrater, flerumættede fedtsyrer, stivelser, sukkerarter, e-stoffer, øko- og allergimærkninger i alt, før vi (med god eller frygtelig dårlig samvittighed) putter det i munden. Vi ombygger vores huse og lægger vore kroppe under kniven for at forskønne og holde alderen for døren. Gennem hjernevaskene kampagner fortæller myndighederne os, at vi skal spise 6 (frugter) om dagen, højst må drikke 14 genstande om ugen og at vi skal dyrke motion ½ – 1 time hver dag.

Aldrig har vi haft mere travlt i vores fritid. Og vi knokler derudaf med en lidenskab, så man skulle tro at askese, dygtiggørelse og fremvisning af overskud kunne bringe os direkte i himelen. Men vi mangler noget – vi mangler at få os selv med. I stedet for at føle tilfredshed, ro, lykke, taknemmelighed og trang til at dele det med andre. Så føler rigtig mange af os uro, smerte, angst, utilstrækkelighed, aggressioner, tomhed og ensomhed. Vi har nemlig glemt at mærke efter dybt inde i os selv, hvad der egentlig ville være godt for os.

Er vi mere frie end vore forfædre?
Generationerne før os blev født ind i en verden, hvor rigtig meget var givet på forhånd. Forventningerne til opførsel, karriere- og partnervalg var klare og entydige. Og konsekvenserne ved ikke at følge normerne ofte fatale. Det inderste væsen stred imod det udefra givne. I dag bilder vi os ind, at det er anderledes. Vi har friheden til at skabe vores egen tilværelse, mulighederne er uanede – vi er frie til at føre vore drømme ud i virkeligheden. Men det er ofte mere illusion end virkeligheden. Vi er fortsat underlagt omverdenens forventninger og anerkendelse. Afhængige af godkendelse udefra. Og i dag er dette ”udefra” blevet en diffus blanding af mediedrevet, kommercielt inciteret, politisk korrekt, videnskabeligt underbygget, aldrig sluttende strøm af adfærdsregulerende manipulation, der har samme dominerende effekt på os, som tidligere tiders moralske patriarkat havde på vore bedste- og oldeforældre.

Uha, nu kan jeg godt mærke, at jeg er oppe at ringe i engagement – så bliver min sprogbrug altid mere svulstig. Men det er også her, jeg har min mission: Jeg ønsker at råbe op imod den bevidstløse tagen omverdenens krav og forventninger for givet. Jeg opfordrer dig, kære læser, til at vende blikket indad – til at gå på opdagelse i dig selv. Til at øge kontakten til dit inderste væsen. Til at huske tilbage på den du var, som barn – de drømme og længsler du havde. Til at gøre mere af det, du inderst inde har lyst til/brug for/trang til – frem for at please omverdenen eller dit indre billede af, hvordan du burde være.

Balance mellem det indre og det ydre
Det bliver den råde tråd i min blog. Så for at svare på mit indledende spørgsmål: ”Balance mellem hvad – og prioritering af hvad?”, så tror jeg på, at vi øger vores følelse af livsglæde og meningsfuldhed, når vi bevidst balancerer og veksler imellem omverdenen tilpasningskrav og giver os selv lov til bare at være dem, vi er.

Det, der skal prioriteres, at aktiviteter og sysler, der giver næring til sjælen. Du vil kunne mærke det i kroppen, hver gang du gør noget rigtigt for dig selv – i form af øget ro, mindre anspændthed, mere boblen, rankere ryg osv.

MEN, meget om mere om det i kommende blogs.

Kærlig hilsen
Katrina



Perfektionisme – et vilkår?

Work-life balance Posted on Tue, August 12, 2008 11:39:04

Jeg skal blogge om familieliv, work-life balance og parforhold. Og så kan jeg lige så godt tage boksehandskerne på med det samme: Jeg erklærer krig mod perfektionismen! Ja, jeg bliver nødt til at melde så bastant ud. Fordi for mig er der vitterlig tale om en krig. En beskidt, uretfærdig guerillakrig, der for mit personlige vedkommende har stået på i nu 42 år. Åh jo, der har været tider i mit liv, hvor krigen var mere blodig og livsfarlig. Og der har været gange hvor jeg naivt troede at krigen var vundet.

Men … perfektionismen giver ikke op. Den sniger sig ind og laver bagholdsangreb lige som freden har sløvet mit alarmberedskab. Den skjuler sig i ”nemme løsninger”, ”10 hurtige”, ”du skal bare lige…”. Og bedst som jeg er i gang med at skabe luft i kalenderen og har erklæret død over karriereræset, så har perfektionismen forklædt sig i forventninger om ”kvalitetstid”, ”nærvær”, selvudvikling og sundhed.

Det er så hipt
Kender du måske nogen, der ikke ligger under for perfektionismen? Det er en uddøende rase, der med god samvittighed tager sig en middagslur om søndagen i en slidt sofa og lader ukrudtet gro (respekt!!).

Perfektionismen gødes af den moderne livsstil, hvor kravene til det perfekte liv aldrig har været større. I dag ved vi (takket være eksperter og medier), hvordan vi burde spise, hvordan vi burde holde os i form, hvordan vi burde være mere tjekkede på arbejde, få løst flere sager, samarbejdet bedre, flyttet flere bunker, hvordan vi burde være mere sammen med vores kæreste, hvordan vores børn burde have det, hvad vi burde læse, hvordan vi burde bo, hvordan vi burde holde os underrettet om verdenssituationen, hvordan vi burde redde naturen og de nødlidende, hvordan vi burde dygtiggøre os, hvordan vi burde se bedre ud, hvordan vi burde hygge os, hvordan vi burde støtte vores familie, hvordan vi burde dyrke vores venskaber for slet ikke at tale om haven!

Den forkælede møgunge
Perfektionismen er som den forkælede møgunge. Den får aldrig nok. Bliver aldrig mæt. Aldrig tilfreds. Når vi bliver færdige med én ting, er der 2 nye der kalder. Og gjorde vi det nu også godt nok?

Når vi skal bedømme, om vi gør det godt nok, tager vi et tarveligt målebånd op ad lommen: Sammenligningsbåndet. Ikke noget med at mærke efter i maven… nej se over på sidekvinden, på naboen, på moderen til Viggo ovre i 5.b, på Alt for Damernes seneste coverhistorie: Hun kan klare fuldtidsjob, 4 børn, en MBA–uddannelse og stadig se godt ud! Ergo – der må være noget galt med mig, hvis jeg ikke også kan. Og bedre endnu: Jeg vil have det samme som hende. På med vanten. Frem over isen. Jeg skal bare tage mig sammen. Måske, hvis jeg begyndte at meditere så er der noget med, at man kan spare 3 timers søvn. Og hvis jeg bare løber 10 kilometer hver dag, så kan jeg oparbejde endorfiner nok til at forsyne Rådhuspladsen by night.

Virkningen
Kan du se det for dig? Hvordan perfektionismen bider dig i halen, kører i ring, ingen ende har? Kan du mærke tyngden fra den diffuse følelse af utilstrækkelighed? Kan du mærke suget i maven fra de tomme kalorier fra naboens drømmekage? Kan du mærke ensomheden, mens du drøner derudaf med familien i din slipstrøm? Kan du mærke tabet af kontrol, den slækkede dømmekraft og proportionssans? Kan du mærke anspændtheden fra de mange gange du har kæmpet for at få manden og børnene til at gå med på vilkårene, passe ind?

Puha – hvad?
Som jeg ser det, er perfektionismen den største hindring mod at vi kan få et godt familieliv, et kærligt, rummeligt parforhold, et tilfredsstillende arbejdsliv.
Derfor ønsker jeg med denne weblog at skabe en modvægt til perfektionismen. Ikke i form af opskrifter på middelmådighed eller anbefaling af ligegyldighed. Men ved at undersøge: Hvorfor ligger vi under for perfektionismen? Hvad er det, vi længes efter? Hvad skal der til, for at du og jeg kan føle os veltilpasse og tilstrækkelige? Hvornår er noget godt nok? Hvordan vælger vi – og hvorfor har vi så svært ved at acceptere fravalg?

Hjælp mig
Det er mit håb, at du vil nuancere og debattere med mig: Hvad synes du om perfektionismen specifikt – og om nutidens familieliv mere generelt? Vil du slutte dig til min krig? Hvad ligger du under for? Hvad finder du sværest at kæmpe imod? Har du eller dine betalt en pris for kampen for det perfekte liv? Er du en af dem, der ikke kan komme ud af housecoaten, fordi dine krav til dig selv er helt uoverkommelige? Eller synes du måske perfektionismen er et vilkår? Noget du har lært at leve med? Og i så fald: Hvordan bærer du dig ad? Skriv din kommentar og hjælp mig til at gøre denne weblog værd at læse.

Katrina