Blog Image

pittstop

Intet varer evigt

Efter at have været selvstændig i 3½ år starter jeg job som udviklingskonsulent på Rigshospitalet den 15. august 2008. Jeg glæder mig til at få kollegaer og til igen at manøvrere rundt i en stor organisation.

Fra min tid som selvstændig med pittstop var jeg blogskribent på www.navlestreng.dk, et godt mødested for mødre, som JP/Politiken udbyder. Det samarbejde slutter nu. Derfor lægger jeg mine gamle blogs fra navlestreng over på min egen hjemmeside i håb om, at her måske er noget, der kan inspirere dig.

Måske jeg undervejs vil supplere med nyt om livet tilbage i overhalingsbanen...

Ham derhjemme

Parforhold Posted on Fri, May 01, 2009 12:10:06

Forleden var jeg til pigeaften, hvor vi skulle forberede 1 minuts oplæg. Jeg var heldig at få emnet:

Ham derhjemme

Ham derhjemme er frygtelig pinlig. Han er ikke bleg for at dytte af ukendte på gaden, snakke med ekspedienten, selvom der er 10 i kø foran ham, sluge sin mad i 3 mundfulde og prutte og bøvse med stor tilfredshed foran venner og bekendte.

Ham derhjemme er frygtelig irriterende. Er han træt, sulten, øm eller irriteret på sig selv bliver han både grov og streng. Han går ikke ad vejen for et rask skænderi. Og det generer ham ikke det mindste – skulle det foregå i fuld offentlighed. Ud skal det.

Ham derhjemme er uromantisk. Han kommer sjældent med blomster. Restaurant kommer vi aldrig på. Lange dybe samtaler under dynerne har aldrig fundet sted. Han er elendig til at give massage. Han gider ikke danse, når vi er ude til fest. Og jeg har aldrig fået lov til at sidde på skødet af ham.

Ham der hjemme er frygtelig stædig. Han undviger hårdnakket mine utallige forsøg på at lave om på ham. Insisterer på at være sig selv. Er (næsten) ude for terapeutisk rækkevidde. Ja, jeg siger næsten, for der var da lige det halve år vi gik i parterapi.

Og hvad opdagede jeg der? Jeg opdagede, at

Ham derhjemme er befriende pinlig. Takket være hans aldrig svigtende mod til at udstille sig selv og til at lave fis, får han folk omkring sig til at slappe af. Han får den største stivstikker på slap linie og den bøvede til at føle sig som verdensmand. I hans nærvær slapper man af og får rykket sine pinlighedsgrænser.

Ham derhjemme er befriende irriterende. Hans åbenlyse urimlighed, når han fx er sulten, gør det lovligt for mig at indgå i et raskt skænderi. Tidligere troede jeg at skænderi betød at enden var nær. Men han har lært mig, at vi ikke skændes – nej vi diskuterer. Luften renses – og det er OK at være dybt urimelig. 3 min. efter er det glemt. Ingen nag her.

Ham derhjemme er faktisk romantisk. Jeg mærker hans kærlige blik, når vi er sammen med andre. Han kigger glad og forventningsfuld på mig, når jeg om aftenen klæder mig af. Ved en hver given lejlighed tænder han stearinlys og pejs. Han elsker Rod Stewards lovesongs og fælder en tåre til Love Actually.

Ham derhjemme er heldigvis stædig. Gudskelov han ikke lå under for min ustandselige kritik og de ihærdige forsøg på at lave om på ham. For hvad havde jeg mon så fået i stedet? Nej han er sig selv – og i hans øjne har jeg altid været lige, som jeg skulle være. Og det er nok det, jeg er ham allermest taknemmelig for.



Ingefær dressing delight

Opskrifter Posted on Sun, January 18, 2009 21:36:14

Nils-Erik og jeg er på kur for tiden, så det gælder om at finde på mad uden sukker og forarbejdede kulhydrater. Det bliver til en del supper og salater. Her er en skøn dressing. Du må smage den til, så den passer til dig – for det er kun sådan ca. mål, jeg kan give:

1 spsk mayonaise
saft af 2 lime
5 cm ingefær – skraldet og hakket groft
ca. 10 kaffir limeblade (man kan købe dem tørrede i supermarkedet eller frosne i thai-supermarkeder) og friske hos de gode grønthandlere
1 spsk eddike
3 spsk olie (raps, vindruekerne eller majs)
1 spsk ristede mandler (de behøver nu ikke blive ristet – giver bare lidt ekstra smag)
1 tsk fiskesause (kan evt. erstattes af et godt skvæt engesk sauce)
1 – 2 fed hvidløg

Blendes og smages til med salt og peber

Smager skønt i sprød salat med fx tyndt skåret hvidkål, icebergsalat, gulerødder, peberfrugter og springonions.

Kom fx ristede mandler og/eller tyndt skåret kød (fx. kylling, andebryst, oksekød) i. Så har I et helt måltid.

Det smager skønt så er det sundt!!



Mega sprød salat

Opskrifter Posted on Thu, December 18, 2008 22:59:36

Som tilbehør – til 8 personer

Indhold:

Grove stykker:
– jordskokker (10 stk)
– gulerødder (3 stk)
– æbler (3 stk)
– avocado (4 stk) og
1 hakket rødløg

Blandes med mandler, der er:

– smuttede
– og ristet ved svageste varme i gryde eller ovn (180 grader)
– i mindst 15 min (under jævnlig omrøring)
– Efter 10 min. drysses de med 1 tsk. sukker, salt og tørret chili
De er færdige, når de er jævnt gyldne/lysebrune

Dressing:

– Saft af 1 citron og 1 lime
– 1 spsk sesamolie (den der er lavet er ristede sesamfrø)
– 1 spsk hakket ingefær
– 1 spsk hakket kafir limeblade
– 1 spsk honning
– 1 tsk spidskommen

Smages til med salt og peber
Røres i salaten.
Smag evt. til med ekstra citronsaft og sukker.



Tilbage i overhalingsbanen

Work-life balance Posted on Thu, September 11, 2008 21:25:49

Intet varer evigt. Heldigvis – og desværre.

Efter nogle spændende år som parterapeut og familierådgiver, hvor der var god tid til familie og fritid – er jeg tilbage i fast job som organisationsudviklingskonsulent på Rigshospitalet. Jubi – jeg har fået kollegaer, spændende arbejdsplads, fast arbejde og fast løn. Øv, jeg må skrue ned for rollen som terapeut – og min og familiens frihed er indskrænket gevaldigt.

Da jeg i 1993 tog min kandidateksamen på Handelshøjskolen i København, tilhørte jeg en eksklusiv skare af ambitiøse karrierefræsere. Vi var en gruppe af mappedrenge og perlekædepiger, der troede, at vi skulle ud og fortælle lederne, hvordan de skulle drive og sælge deres virksomheder. Avs. Hvor vi kom til at stå alene i vores tordnende naivitet, da vi først kom ud i virkeligheden. Vi var mange, der lærte at spise brød til og stikke piben ind. Efter mange år i overhalingsbanen endte jeg for en stund med at holde orlov, tage en ny uddannelse til psykoterapeut – og at forsøge mig som selvstændig.

Efter således at have været ude af ”orbit” i 5 år og så komme tilbage på det ”almindelige” arbejdsmarked, slår det mig: Hvor er der dog sket meget derude i det pulserende arbejdsliv!! Mens jeg har været væk, ser det ud til, at alle – ALLE – har fået sig en karriere fuld af ambitioner og mål og overarbejde. Og oveni hatten har de overført deres timemanager og ”konsulent-coach-tankegang” til privatsfæren. Hvad der ikke kan proppes ind af ”kvalitetstid”, legegrupper, forældrefester, marathonløbforberedelser, eksotiske rejser, master-efteruddannelser, vejfester, netværksgrupper, middagsselskaber og svømme/fodboldtræning – er ikke værd at nævne. Den danske familie er blevet til superambitiøse konsulenter i deres eget liv.

Og her er det så, at min egen selvopfattelse krakelerer. Jeg gik og troede, at jeg var særligt ambitiøs og stræbsom – og havde lært mig nogle ydmyge tricks for ikke at intimidere mine kollegaer for meget – altså der tilbage i 90’erne. Og nu opdager jeg, at overhalingsbanen er blevet endog overordentligt ”crowded”. Alle har vi travlt. Alle er vi veluddannede. Alle har vi ambitioner – på vores egne vegne – men også på vores børns, mands, hunds, kollegaers, forældres, pædagogers/skolelæreres og ikke mindst lederes vegne.

Standarderne og normerne for, hvad vi skal kunne klare – og finde os i (mht. forandringer, krav til livsstil, arbejdsmængde og informationsbombardement) er skyhøje – og fortsat eksponentielt stigende. Hvor blev deltidsjobbende af? Og familiepolitiken? Næ nej, international konkurrence – pas på kineserne, russerne og inderne – af sted af sted. Ellers risikerer vi at blive overhalet… En præmis de fleste af os køber. Og resultatet: Der er næsten ikke nogen tilbage i den højre kørebane – det inderste spor. Nej – det er overhaling… eller krybesporet!!

I krybesporet finder vi de stressramte. Dem, der står af. Dem, der aldrig kunne komme op i rette fart. Og fartforskellen – skellet – bliver stadigt større.

Hvor er jeg selv nu? Det må tiden vise. Altså hvor meget, jeg kan holde til. Jeg skal passe på – og holde nøje øje med familien. De mærker nemlig før mig, om jeg kan følge med. Når det begynder at blive for meget skælder jeg ud, mister humøret, mister min humoristiske sans – herunder evnen til at grine bare lidt af mig selv. Jeg bliver martyr. Kommer for sent i seng. Glemmer at kysse på – og elske med min mand. Og bliver en anelse irriteret, når min søster/veninde/mor pludselig ringer for en hyggesludder… Og så er der kroppen. Den kender mig også bedre, end jeg kender mig selv. Når rovdriften rigtig sætter ind ved jeg, at jeg skal holde øje med: træthed, uro, sved, brændende mave, ondt i ryggen, klump i halsen, kløe i øjnene, hævede ben og for stor appetit.

Derfor – kære læser – holder jeg pause som skribent for navlestreng. I mit nye liv som fuldtids ansat må jeg passe på mig selv og min familie. Det kræver fravalg – noget en yuppie som mig hader. Men heldigvis har jeg også et indre dovendyr..

Jeg tænker også på, hvordan det er for dig? Skal du snart ud på arbejdsmarkedet igen efter barsel? Eller knokler du med at få enderne til at mødes mellem job og familie?

Min drøm er, at vi kvinder en dag kunne love hinanden at holde op med at konkurrere og sammenligne os med hinanden. Vi kan da for helvede ikke blive ved med at sætte farten op – eller stå helt af?



En skøn sommer salsa

Opskrifter Posted on Wed, August 13, 2008 11:22:45

Skøn sommer salsa

Jeg er lidt af et madøre. I køkkenet slapper jeg af. Meget har jeg lært af min mor, som laver vidunderlig mad. Derfor har jeg oprettet en opskriftkategori her på min blog. Måske nogle af mors opskrifter kommer med.

Jeg lavede denne salsa forleden, som var ret vellykket. Den er så frisk – og god som ”sovs” til grillet kød og fisk. Her er ingredienserne (til 6 personer)

4 nektariner (eller ferskner eller abrikoser.. men så skal du have flere) – skåret i små tern

6 gulerødder – skåret i små tern

vendes i dressing, der er lavet med:

Hakket ingefær (2 store teskefulde/5 cm. knold)

Hakket chili (2 store teskefulde/2 stk)

Hakket kaffir limeblade (2 store teskefulde/8 blade)

  • de kan fås tørrede i supermarkedet – opblødes 3 timer i kogende vand eller hak fint i blender. De kan også fås friske/frosne i velassorterede grønthandlere og thai butikker – og de er hamrende geniale i alle gryde/wok retter

1 stort fed knust frisk hvidløg

Saft fra 1 lime

Saft fra 1 appelsin

1 lille spsk flydende honning eller sirup

1 stor spsk god olivenolie

Evt. 1 skvæt fiskesauce eller lidt salt

Blog Image



Psykologisk bistand? Hjælp

Psykoterapi Posted on Tue, August 12, 2008 12:14:09

Det var en grænseoverskridende oplevelse, første gang jeg var i psykoterapi… og det har det faktisk været hver gang siden. Jeg har været en del i terapi for at blive klogere på, hvem jeg er, for at finde meningen med mit liv og fordi det var en obligatorisk del af min uddannelse til at blive psykoterapeut.

I det terapeutiske rum skabes der adgang til nyt, ukendt land. Nye tanker, nye sansninger, nye følelser, nye muligheder, kort sagt – ny bevidsthed. I terapi bliver der åbnet op for dele af bevidstheden, der hidtil har ligget hen i det dulgte, skjulte, ukendte, umulige, farlige, utopiske ingenmandsland. Og dermed er terapi i sin essens grænseoverskridende.

Derfor var det også med blandede følelser, at jeg hver gang mødte op til terapi. På den ene side ønskede jeg større forståelse, klarhed og forandring – på den anden side var jeg på vagt overfor terapeutens tolkning og anvisninger – og overfor det sårbare, der lå en den ulige relation: Terapeut – klient. Og selvom jeg i min første terapeut havde fundet en viis kvinde, så var der noget i hendes distance og bedrevidenhed, der gjorde rummet for sårbart og ydmygende for mig. Rummet blev tykt med usagte bekendelser og mudret af min kamp for at holde fast i min integritet og stolthed. Og det blev uærligt, fordi jeg samtidig kom til at gøre, hvad jeg i forvejen var alt for god til: Jeg forsøgte at leve op til hendes billede af mig – og til det billede, jeg ville have, at hun skulle have af mig.

Lyder det kompliceret? Det var det – og det er det også! I psykoterapi foregår der hele tiden en udveksling på flere planer: Imellem klient og terapeut – imellem det sagte og det usagte – og imellem det bevidste og det ubevidste (såvel klientens som terapeutens). Der er mange bolde i luften – nogle bliver grebet – andre falder måske til gulvet.. eller kommer i overført betydning til at hoppe forstyrrende rundt i lokalet.

I længden skal terapi føre til, at den enkelte klient føler større grad af glæde, tilfredshed, selvaccept og handlefrihed. På kort sigt kan terapi dog føre til øget angst, sorg, uro og konflikter. Det sker ikke sjældent undervejs i et terapeutisk forløb, at klienten og/eller hans omgivelser bliver bekymrede for, om det her er godt og kan betale sig.

Psykoterapi er altså hverken enkelt eller ufarligt! Man skal vælge sin terapeut med omhu. Når det er sagt vil jeg tilføje, at mødet med en klog, varm og dygtig psykoterapeut kan skabe store positive omvæltninger i dit liv. Jeg vil hele mit liv stå i taknemmelighedsgæld til en håndfuld vidunderlige terapeuter, der har hjulpet mig mere hjem til mig selv.

Nedenfor har jeg forsøgt at lave en tjekliste for, hvad en god psykoterapeut efter min subjektive mening bør leve op til. De fleste punkter vedrører terapeutens personlighed og etik. Dertil kommer, at det for mange er en jungle at vurdere, om vedkommende har fagligheden i orden. Derfor har jeg nederst ultrakort forsøgt at redegøre for forskellen imellem hhv. psykiatere, psykologer, psykoterapeuter og coaches.

En god terapeut er sympatisk og fokuserer på det positive
Du skal kunne lide din terapeut og mærke, at vedkommende vil dig det godt. Hvis du kan lide din terapeut er der nemlig stor sandsynlighed for, at det er gengældt. Og en terapeut, der kan lide dig – er en terapeut, der kan se dine ressourcer, muligheder, kvaliteter og styrker. Jo mere ressourcefuld, du føler dig – desto bedre grund vil du føle, du har under fødderne. Og med god grund under fødderne følger mod og handlekraft til at skabe de forandringer, du ønsker dig.

Ofte tror vi, at vi skal løse problemerne, før vi kan komme videre. Intet kunne være mere forkert. Det er gennem det positive fokus og opbygningen af vores selvfølelse, at problemerne bliver til at tackle… eller måske ligefrem mister deres betydning. En sidegevinst ved en sympatisk og hjertelig terapeut er, at du nemmere slapper af og giver dig hen til processen. Det sparer både tid og penge.

En god terapeut er varsom med at stille diagnoser og sætte dig i bås
Ordet skaber, hvad det benævner, sagde Grundtvig engang. Og hvor havde han dog ret. I vore relationer har vi hele tiden tilbøjelighed til at sætte hinanden i bås – at definere – at vurdere – at evaluere. Det er ødelæggende for et åbent, levende forhold – det låser os og får os i værste fald til at føle os fremmedgjorte. Selv positive båse som ”du er altid sådan en glad person” er kvælende, fordi de indirekte indeholder en forventning (jeg vil helst have, du er glad) og udelukker en række andre muligheder og kvaliteter (du må ikke være indadvendt eller stille spørgsmål til tingene..).

Vær derfor varsom overfor terapeuten, der fortæller dig, hvem du er, hvad du føler, eller hvad du har brug for. Efter min mening er det magtmisbrug og ødelæggende for din integritet og mulighed for selv at nå frem til dine egne erkendelser. Hvem du er – og hvordan du har det – er noget, I sammen skal undersøge og gå på opdagelse i – og den bedste terapeut er den, der sammen med dig gætter, undrer sig, undersøger, afdækker, hilser velkomment og prøver af. Det er ikke en floskel, at en terapeut skal stræbe efter at være fordomsfri – det er en absolut nødvendighed! Er terapeuten fuld af fordomme klapper klienten i som en østers.

En god terapeut er personlig
I terapiens tidlige dage var den gængse opfattelse, at terapeuten skulle være så neutral og objektiv som muligt. Så ville klientens mønstre og projektioner blive tydeligere for ham selv. I dag anerkender de fleste terapeutiske skoler, at det slet ikke lader sig gøre at stå i relation til et andet menneske uden at have en afgørende indflydelse på den anden – og på det, der foregår i relationen. Begge er subjekter, der ”gør noget” ved hinanden.

Er jeg fx optaget af at vise min autoritet som terapeut (måske fordi jeg føler mig en smule duperet over min klients lange uddannelse eller høje stilling) – kan jeg finde på at understrege mine kompetencer, eller komme med teoretisk udredninger – eller at styre samtalen lidt mere, end jeg ellers ville gøre. Det vil påvirke min klient i retning af fx at føle sig belært, trodsig, konkurrerende eller ved at kede sig.

I den situation ville det være mere ærligt og personligt at sige ”hold da op, jeg kan mærke, at jeg bliver lidt dupperet over alt det, du har nået i dit liv. Jeg får en fornemmelse af, at du er vant til at have styringen. Jeg kan mærke, at jeg skal styre mig selv for ikke at komme til at puste mig lidt op.. Hvordan har du det med, at det her i det terapeutiske rum ofte vil være mig, der har styringen? Kan vi lave en aftale om, at du fortæller mig det, hvis du synes at jeg bestemmer for meget eller for lidt?”

Ofte er det sådan, at det man som terapeut bliver ”ramt af” i relation til en klient, ofte er et dominerende tema andre steder i klientens liv. Og derfor kan det være særdeles frugtbart for klienten, når terapeuten spiller sin ærlige person på banen og åbent fortæller om egne følelser og reaktioner på det, klienten byder ind med. Hvis terapeuten derimod vælger at pakke budskabet ind i ”hypoteser” og ”teorier”, er der fare for, at forholdet bliver skævt, distanceret og uligeværdigt.

For mig er dette – at være personlig som terapeut – det sværeste og mest udfordrende. For det er her, jeg risikerer noget af mig selv – og det er her, jeg kan komme til at lægge noget ansvar over på klienten, som er mit (ex: ”du får mig til at blive irriteret på dig..”). Det er nok også derfor så mange terapeuter foretrækker at gemme sig bag en række teknikker og spørgsmål. Det udvander relationen mellem klient og terapeut – og for mig at se, er det relationen der er hovedingrediensen i terapi. At opnå erfaringer med en anderledes, åben og ærlig relation er at få styrket sin relationskompetence. Og den kan klienten tage med sig ud i den ”virkelige” verden.

En god terapeut er ikke privat
Omvendt tjener det sjældent noget formål, at terapeuten deler ud af sit privatliv. Tvært imod. I terapi er det klientens liv, der er i fokus. Når terapeuten fortæller om sit eget liv og levned tager det opmærksomheden fra klienten, rummet og relationen – og det signalerer en falsk intimitet, der kan forvirre klienten.

En god terapeut er ligeværdig
Kierkegaard sagde en gang, at sand hjælpekunst kræver, at hjælperen ikke er bedrevidende men derimod tager udgangspunkt i den enkeltes ståsted og udsyn. Hver enkelt klient har unikke erfaringer og ressourcer at byde ind med. Gennem livet udvikler vi os, så vi på bedste vis kan beskytte os, overleve og føle tilknytning. Udefra kan det nogle gange se destruktivt eller selvmodsigende ud. Men der er altid en mening med galskaben.

Den ligeværdige terapeut går på opdagelse sammen med dig, finder logikken i dine mønstre, kigger ind til de bagvedliggende motiver, behov og længsler – finder nye veje til at opfylde dem. ”Sammen med dig” er kodeordet, fordi god terapi er teamwork: Terapeuten har sig selv – det terapeutiske rum – generelle erfaringer og psykologisk viden at byde ind med – men hun ved ikke, hvad der er bedst for dig.

En god terapeut afstemmer forventninger og laver en kontrakt med dig
Der er altid noget, der kunne blive bedre – og hvis vi som mennesker ikke passer på, så får hele vores liv karakter af at være et stort, navlepillende, utilstrækkeligt forbedringsprojekt. For mig er god psykoterapi hjælp til selvaccept. Terapi kan hjælpe til at øge tolerancen overfor selvets – og livets mange udfordringer, bump og skønhedspletter.

En god terapeut bruger tid sammen med dig i starten på at opstille mål, afstemme forventninger, aftale fremgangsmåde. Det udgør jeres kontrakt – og jeres kompas for forløbet.

Og når kontrakten er indfriet bør forholdet afsluttes.

En god terapeut har livserfaring – og har selv været i psykoterapi
Som sagt er det terapeutiske rum komplekst – og terapeuten bliver i lige så høj grad påvirket af klienten – som omvendt. Hvis ikke terapeuten gennem livserfaring og psykoterapi har opnået høj grad af selvindsigt, kan relationen imellem klient og terapeut hurtigt udvikle sig til det rene kluddermor. Det er også vigtigt at terapeuten er fintfølende overfor, hvor sårbart og ydmygende terapi kan føles. Uanset, om du søger hjælp hos en psykiater, psykolog, psykoterapeut eller coach vil jeg derfor anbefale, at du finder en med livserfaring, der som en del af sin uddannelse har modtaget en hel del psykoterapi.

I forlængelse heraf følger, at en god terapeut selvfølgelig regelmæssigt modtager kyndig supervision.

Psykiater? Psykolog? Psykoterapeut? Coach? Præst? Klog kone…
Der er stor forskel på den teoretiske balast man har, afhængig af om man er psykiater, psykolog, psykoterapeut, coach … eller sågar præst. En psykiater er en læge, der har specialiseret sig i psykiske sygdomme og som kan supplere samtaler med medicin. En psykolog har en bred universitetsuddannelse indenfor psykologi og mange supplerer heldigvis deres uddannelse med en psykoterapeutisk uddannelse, der indeholder praktisk erfaring. Det psykoterapeutiske marked er broget – og titlen psykoterapeut er ikke beskyttet. Mange psykoterapeutuddannelser stiller dog fornuftige krav til faglig viden og erfaring. Branchen er ved at blive mere gennemsigtig takket være nogle ministerielle certificeringsinitiativer. Og er man medlem af Psykoterapeutforeningen, lever man op til en række vigtige krav. Også coachingbranchen er mudret og undergår i disse år grupperinger, der skal sikre et minimum af standarder og kvalitetskriterier.

Det er selvfølgelig vigtigt at finde hjælp hos et velbegavet og kvalificeret menneske. Men i sidste ende er den afgørende faktor mennesket bag. Med denne blog har jeg forsøgt at skitsere, hvad jeg synes kendetegner en god terapeutisk relation. At relationen er terapeutisk betyder, at den er udviklende. Derfor vil du også kunne finde den med en præst, en bedstefar, en ven eller en kæreste. Vælg med omhu og husk at mærke efter. Kun du har den helt rigtige fornemmelse af, hvem og hvad, der vil være godt for dig.

Kærlig hilsen Katrina



En ven i nød 3: Professionel hjælp

Psykoterapi Posted on Tue, August 12, 2008 12:12:55

Er coaching og terapi en modedille?

Det hænder, at man sidder fast og ikke føler, at man kan komme videre ved egen eller familie/venners hjælp alene. Flere og flere søger i dag professionel hjælp i form af en coach, psykoterapeut eller psykolog. Det kan der være mange forklaringer på:

Noget tyder på, at stadig flere længes efter selvrealisering, nu da de grundlæggende materielle behov er mere end tilfredsstillet hos de fleste af os.

De jobs vi i dag bestrider stiller anderledes høje krav til relationskompetence, selvansvarlighed og disciplin – for vi er online 24/7 og vores faglige færdigheder er uden værdi, hvis ikke de bæres af en lang række positive personlige kompetencer indenfor kommunikation, samarbejde og salg.

Rigdom og kommercialiseringen med sin konstante pirken til vores uopfyldte længsler og utilstrækkelighed i dag presser mange udi et alt for ydrestyret præstationsræs, der forstærker følelser af uro, tomhed, ensomhed og meningsløshed.

Et ekstremt højt informationsniveau med fokus på kriser og katastrofer puster til vores følelse af skyld og meningsløshed – og de mange anvisninger på, hvordan vi burde leve vores liv mht. kost, motion, lykke osv. kan gøre en dagligdag til et uoverkommeligt tjeklisterytteri. Fokus er på handling frem for væren, og skulle man sætte sig ned med en god kop stærk kaffe, er det svært for mange at nyde pga. dårlig samvittighed

Endelig er der sket et delvist nedbrud i normer, regler for god opførsel og retningslinier for, hvordan ”man” lever sit liv. Få generationer tilbage blev livsvisdom givet videre fra bedsteforælder til barnebarn, og det var i høj grad forudbestemt, hvordan ens livs ville forme sig. Den enkelte kunne/måtte hælde sig til, hvad ”man” gjorde, når beslutninger skulle træffes. Friheden var indskrænket – til gengæld hørte man til – og havde en klar identitet og rolle.

I dag er ”man” en atomiseret størrelse – der er så mange måder, ”man” kan vælge at leve sit liv på. Friheden er enorm og skrækindjagende. Behovet for at udvikle en god kontakt med ens inderste væsen og værdier bliver ti-fold større, fordi en højere grad af indre styring kan fungere som anker og kompas i de valg, vi stilles overfor hver eneste dag (og valgene er ubegribeligt mange flere, end de var for en gennemsnitsdansker for blot 30 år siden).
Derfor tror jeg heller ikke, at coaching/terapi er en modedille, men noget, der er kommet for at blive. Dog glæder jeg mig over at fornemme, at der i tiden er en tendens til at søge tilbage til rødderne, fællesskabet, venskaberne, sammenholdet – det nære, ikke materielle. Det er jo især her, meningen med livet findes. Støttende, accepterende nære relationer kan i nogle tilfælde fjerne behovet for individuel terapi.

Hvornår kan det være en idé at søge professionel hjælp?

• Når du gerne vil lære dig selv bedre at kende
• Når du ønsker at bryde negative mønstre, der forhindrer dig i at leve det liv, du ønsker dig
• Når du i vigtige relationer havner i fastlåsthed og destruktivitet
• Ved traumatiserende hændelser som ulykker, fyring, død – eller når gamle traumer bliver re-aktiveret
• Når uro, rastløshed og tomhed forhindrer dig i at slappe af og nyde øjeblikket
• Når du lider under selvfordømmelse, selvudslettelse, selvsaboterende og selvskadende adfærd
• Når du oplever meningsløshed og/eller ensomhed
• Når du har svært ved at styre dine følelser af fx vrede, misundelse eller jalousi
• Når du har svært ved at mærke dine følelser – og din krop
• Når du lider af konstant bekymring, angst, fobier og tvangshandlinger (OCD)
• Når du oplever stor sorg – og måske har svært ved at komme ud af følelsen

Hvilken terapiform?

Der findes rigtig mange forskellige former for terapi. Nogle sigter mod at ændre adfærd (adfærdsterapi), nogle mod, hvordan du opfatter og tænker (kognitiv), nogle mod dine relationer og de systemer, du indgår i (gestalt og systemisk terapi), nogle mod din rygsæk og de prægninger, du har med dig (psykodynamisk), nogle fokuserer på dine ressourcer og dit potentiale (humanistisk), nogle på din krop (som fx bodynamic), nogle på heling af traumer (som fx S.E. terapi), nogle på at styrke dig i at rumme de eksistentielle grundvilkår (meningsløshed, død, isolation og frihed) og så er der de mere spirituelle terapiformer, der sigter mod at styrke kontakten til din sjæl og oprindelige essens. Derudover er der coaching, der typisk retter sig mod den fremtid, du ønsker dig – og giver dig redskaber til at indfri disse ønsker.

For dig, der skal lede i denne jungle, gælder det om at finde den terapiform, der passer til dig. Bliver valgmulighederne for overvældende, så fortvivl ikke. Forskning viser nemlig, at metoden/terapiformen ikke er nær som afgørende for udvikling/heling som KONTAKTEN MELLEM KLIENT OG TERAPEUT. Så brug først og fremmest krudtet på at finde frem til den terapeut, du føler dig mest tiltrukket af – og tryg ved.

I næste blog vil jeg udarbejde en tjekliste, som du kan bruge, hvis du vil sikre dig, at du får fat i den helt rigtige hjælp!!

Katrina



Tør ikke lade være med at stole på mine børn

Livet leves forlæns Posted on Tue, August 12, 2008 11:55:10

Jeg har været meget påvirket af Jakobs forsvinden: 18 år gammel og pludselig som sunket i jorden. Jeg kan virkelig leve mig ind i, hvor frygteligt det må være for familien. Og jeg har med knuget hjerte fulgt Jakobs mor, når hun i fjernsyn og aviser appellerede til befolkningen om at skaffe informationer om Jakobs færden..

Jeg tror, jeg ville have gjort det samme. Jeg har nemlig selv en dreng – Joakim – der bliver 18 til sommer. Han går på nabogymnasiet i samme kommune som Jakob, og når han fredag aften går i byen, tager han til selv samme Elektriske Hjørne, hvor Jakob sidst er set i live. Det er lidt for tæt på, til at jeg kan lulle mig ind i en komfort zone og sige ”det kunne ikke ske for os”. Tvært imod.

Nu fandt de så liget af Jakob i går – flydende i havnekanalen. Gud ske lov uden tegn på forbrydelse, hvilket må være en trøst midt i familiens sorg.

Samme eftermiddag fortæller Joakim så glad, at eleverne på hans gymnasium har fri fredag, fordi lærerne skal på studietur. Så han skal mødes med klassen i byen om aftenen. Jeg tager mig selv i at tjekke mere ud, end jeg plejer: Hvem er det med? Hvor skal I mødes? Men jeg standser mig selv i at stramme op på aftalerne.. ikke noget med at forlange tidspunkt at være hjemme på. Blot spørger jeg: ”Vil du ikke nok love mig, at du altid følges med nogen, når du skal hjem?” ”Jo mor. Det har vi allerede aftalt.. det er derfor jeg nogen gange kommer hjem meget senere, end jeg egentlig orker – fordi jeg venter på mine venner.” Nå ja, pyha.

Hvordan lærer vi vores børn at stole på andre? Hvordan giver vi dem troen på, at livet er smukt og menneskene gode? Hvordan undgår vi at spolere deres umiddelbare evne til at række ud? Og hvordan styrker vi dem i at turde risikere – og udholde – og tage ansvaret for deres egne handlinger?

Det kræver en mor, der ikke pakker ind i vat. En mor, der respekterer barnets privatliv og ikke kræver udførlige rapporter om snart sagt alt. En far, der med en støttende hånd i ryggen siger: ”kom nu”, ”prøv det bare”, ”jeg ved at du kan”, ”det er ikke så farligt”, ”vi siger det ikke til mor..”. Og forældre som efterfølgende kan tage barnet op på skødet og trøste det, når verden derude alligevel bliver for overvældende.

Barnets alder er underordnet: Hvis ikke du viser ham tillid – med al tydelighed viser, at du stoler på hans evne til at tage vare på sig selv – uanset om det er i køkkenet med den 2-årige, skolegården med den 8-årige eller i byen med den 17-årige. Hvordan skal han så nogensinde lære at stole på sig selv??

Selvom det er næsten umuligt, så nægter jeg at ligge under for frygten. Der er så meget at være bange for. Det har der såmænd altid været. Men det mest skræmmende i dag er efter min mening den udpensling og opblæsning af farer og ulykker, der foregår især i medierne. Jeg mærker kroppens uro og hjertets sammentrækning, hver gang jeg dvæler for længe ved mistænksomhed og bange følelser. Hvis jeg tænker på alt det, der kan ske mine vidunderlige børn. Jeg ser hvor klæbrig og kontrollerende, det gør mig. Og jeg noterer mig, at mine børn bliver ængstelig og trodsige af det. Nej – så hellere skubbe tankerne til side. Fokusere på det positive.

Jeg kan høre dig tænke: Ja, men man skal da ikke være tordnende naiv! og børnene skal da forberedes på de farer, der er derude, så de kan beskytte sig bedst muligt. Måske! svarer jeg. Min største bekymring er dog, at vi undervejs med al vores bekymren og beskytten aflærer børnene evnen til at turde leve og elske, til at stole på deres medmennesker og ikke mindst dem selv.

Og fy for pokker – hvad er det så for en verden, vi er med til at skabe??

Katrina



« PreviousNext »